11-01-2021
Dronetermografering af fjernvarmenettet
Vi har planlagt en dronetermografering af hele Esbjerg og Varde over en 5 års periode for at finde årsagen til de store utætheder, vi oplever i fjernvarmenettet.
Første etape dækker Østbyen og Kvaglund i Esbjerg. Drone Systems står for overflyvningen, og de vurderer, at den vil foregå på et tidspunkt mellem d. 15. januar og 15. februar.
I de områder, der ikke overflyves nu, kører vi fortsat termografering fra bil.
Hvorfor dronetermografering?
Vi har mange kilometer fjernvarmerør at holde øje med. Går der hul på et rør, kan det tage tid at lokalisere hullet, og vi risikerer at skulle grave i et større område end nødvendigt. Det er både tidskrævende og dyrt.
Fra luften kan dronen med en termisk sensor måle varmeudstråling og identificere unormale høje temperaturer og sandsynligheden for en utæthed. Ved at termografere fra en drone er det derfor vores klare håb, at vi hurtigt kan få et mere præcist overblik over, hvor der evt. er en utæthed og gøre noget ved den til gavn for både CO2-regnskabet og varmeregningen.
Vi flyver kun i det rette vejr
Der er en række forhold, der skal være i orden for, at det overhovedet er muligt at termografere med en drone. For at opnå de bedste resultater sender vi dronen i luften, mens det er koldt og mørkt. Det må ikke regne, og asfalten må ikke være våd. Der må også kun være en middelvind under otte meter i sekundet, ellers kan dronen ikke flyve stabilt. Det kan derfor være svært at fortælle, hvornår vi flyver, men vi vil løbende oplyse om planlagte og gennemførte flyvninger på vores hjemmeside og Facebook.
Fakta om dronen
Dronen flyver i 80-120 meters højde og udgiver en svag ”brumme-lyd”. Dronen tager ikke almindelige billeder, men måler med en teknisk sensor elektromagnetisk stråling i bølgelængderne 7,5-14 µm, hvorefter intensiteten omregnes til en faktisk temperatur. Temperaturen tildeles en farve, og heraf opstår termografibillederne. Dronen styres af Drone Systems, og der skal to personer til at udføre termograferingen.
Billeder: Drone Systems