Miljøkasse til farligt affald
Indsamling af farligt affald derhjemme bliver nyt, men vi har taget imod kemi på genbrugspladserne siden 80erne. Batterier og småt elektronik er blevet indsamlet via en klar pose på låget af skraldepanden de sidste ti år.
Der er derfor ikke meget nyt i selve sortering, men at alle får en rød miljøkasse er nyt.
Den fyldte kasse (max 6 kg) skal stilles foran genbrugsspanden med det grønne låg på tømmedagen. Så tager skraldemanden hele kassen med og stiller en ny og tom kasse.
Specielt for sommerhuse
Alle sommerhuse vil også få udleveret en miljøkassen, men den skal tømmes på genbrugspladsen. Undersøgelser har vist, der er meget lidt farligt affald i sommerhusområdernes affald. Samtidig er indsamling en dyr ordning, og kommunikationsindsatsen for at få sommerhuslejere til at forstå brugen af miljøkassen vil ikke stå mål med fordelene.
Hvad er farligt affald?
Farligt affald består af mange forskellige ting, der indeholder stoffer og kemikalier, der kan skade mennesker, dyr og økosystemer, hvis det ikke behandles korrekt. Noget af det farlige affald kan oparbejdes til genanvendelse.
Efter indsamling bliver kasserne åbnet og indholdet sorteret af medarbejdere hos AFLD, der lægger det i tønder til videre destruktion hos specialiserede behandlingsanlæg.
Nationale sorteringskriterier
TILLADT
Principper:
- Indeholder skadelige stoffer/kemikalier
- Kræver særlig behandling
Eksempler:
- Malingrester
- Spraydåser fx deodoranter, hårlak og lign
- Mindre flasker under tryk fx lattergaspatroner, små gasdåser/- flasker til altan grill og flødeskumspatroner
- Kemikalier (helst i original emballage)
- Termometre
- Lyskilder fx elpærer, LED pærer m.m.
- Gødning
- Afkalkningsmidler
- Olierester
- Plantegift fra husholdningsbrug
- Gift til skadedyr
- Printerpatroner
- Neglelak og neglelaksfjerner
- Tomme emballager med et af faremærkerne akut giftighed eller sundhedsfare.
Som supplement til de nationale regler, kan der i Varde Kommune yderligere indsamles:
- Batterier
- Småt elektronik
FORBUDT
Principper:
- Kan udgøre en fare i forbindelse med indsamling sammen med andet farligt affald ¬Kan give problemer i affaldsbehandlingen
Eksempler:
- Selvantændelige klude og væsker (på genbrugsplads)
- Følgende er forbudt ved husstandsindsamling – det skal afleveres på genbrugspladsen:
– Fyrværkeri (ikke affyret) - Større trykflasker
- Ammunition, sprængstoffer og våben (skal afleveres hos politiet eller anvises af kommunen)
- Kanyler skal emballeres i en kanyleboks og afleveres på apoteket.
- Skarpe genstande fx glasskår og gamle knive indpakkes forsvarligt og sorteres i forhold til affaldstype (hhv. glas og metal)
- Affyret fyrværkeri (restaffald)
FILM: Farligt affald
Sådan sorterer du i miljøkassen til farligt affald
Med den nye affaldsordning kan du fremover komme af med spraydåser, printerpatroner og batterier ved at aflevere dem i den nye miljøkasse til farligt affald.
Hvad sker der med miljøkassen?
I Varde Kommune indsamles der nu røde miljøkasser til farligt affald. Det kan være kemi-rester, spraydåser eller elpærer. Du har også mulighed for at lægge småt elektronik og batterier i kassen. I denne film viser vi, hvad der sker med kassen, når skraldemanden tager den med.
Al affald indsamlet i Varde Kommune via DIN Forsyning ender hos AFLD. Her sorteres affaldet og sendes videre til genanvendelse eller forbrænding.
Hør Mogens Thude, driftschef hos AFLD, fortælle om, hvad der sker med miljøkassen og farligt affald.
Brug for hjælp til sortering?
Manglende afhentning
Hvis din miljøkasse eller tekstilaffaldspose ikke er blevet afhentet, er det vigtigt, du kontakter os hurtigst muligt.Via Mit affald kan du oprette en afvigelse, så vores renovatør hurtigst muligt rette op på fejlen.
Skraldemanden har hængt en besked til dig
Hvis skraldemanden ikke har taget din miljøkasse eller tekstilaffaldspose med, kan det være fordi der har været et problem. I så fald har skraldemanden oprettet det i vores system og efterladt en hænger til dig med en beskrivelse. Det kan være, hvis miljøkassen vejer mere end 6 kilo eller hvis der er andet en tøj i tekstilaffaldsposen.
Har du fået en seddel fra skraldemanden, skal du rette op på fejlen og stille miljøkassen eller tekstilaffaldsposen ud ved næste tømning.
Hvis du har spørgsmål til sedlen, kan du ligeledes kontakte vores kundecenter.