Erhverv på genbrugspladsen
Tilmeldte firmaer har mulighed for at aflevere næsten al affald på vores fem genbrugspladser – på nær restaffald og madaffald.
Samlet set har virksomheder afleveret omkring 7.200 tons affald til os i 2022. Det er vi rigtig glade for, da det har resulteret i over 6.000 tons genanvendelige materialer til gavn for vores fælles miljø.
Fortløbende abonnementsordning
Ordningen er en fortløbende abonnementsordning, så du slipper for at skulle tilmelde virksomheden hver år. Som en ansvarlig fra virksomheden logger du på vores system, og angiver virksomhedens p-nummer og modtager derefter faktura via mail.
Herefter skal du angive nummerpladen på de biler, der skal have adgang. Når der kommer nye biler til, skal du blot logge på systemet og registrere den nye nummerplade for at få adgang til vores genbrugspladser.
Vi forventer at udbygge systemet yderligere i løbet af de kommende år for at lette arbejdsgange og dermed holde administrationsomkostningerne lavest mulige.
Prisstigning efter mange år med samme pris
I de sidste mange år har vores priser for erhvervsadgang ikke ændret sig. I 2022 gennemførte vi en undersøgelse af, hvor meget affald henholdsvis private og erhverv bidrager med, og beregnet en ny pris for virksomheder. Den nye pris modsvarer mængden af affald som lovgivningen foreskriver.
Prisen for din virksomhed fastsættes i forhold til de oplysninger, der forefindes i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) pr. 01.01.2023. Det er således vigtigt, at virksomhedens data er opdaterede og korrekte.
Kvittering for farligt affald
Har din erhvervsvirksomhed mindre mængder farligt affald kan du, ved tilmelding til genbrugspladsordningen for erhverv, aflevere op til 200 kg farligt affald pr. år.
Det farlige affald skal som udgangspunkt afleveres i de originale beholdere eller alternativt i lukkede beholdere, der er tætte og egnede til opbevaring og transport af det pågældende farlige affald.
Når du afleverer farligt affald skal genbrugspladsens personale kontaktes.