26-11-2020
Nyt vandværksprojekt i Varde skal miljøvurderes
Hos DIN Forsyning er vi langt med undersøgelser og planlægning af et nyt kildefelt øst for Vittarp, som skal forsyne Varde og omegn med rent drikkevand. Nu skal projektet miljøvurderes, og vi inviterer offentligheden med.
Hos DIN Forsyning har vi gennem de seneste år arbejdet på at etablere et nyt kildefelt øst for Vittarp, som skal danne basis for den fremtidige drikkevandsforsyning af Varde og omegn. Undersøgelser og planlægning af hele projektet er nu så langt, at placeringen af et nyt vandværk er ved at blive fastlagt.
Vi har lavet en del geologiske undersøgelser, vi har etableret to undersøgelsesboringer, og et såkaldt mini-vandværk skal teste vandet og bestemme den nødvendige vandbehandling. Vi forventer at have den endelige placering af vandværket klar i starten af 2021, og at kildefeltet vil kunne levere 1,5 mio. m3 drikkevand om året, som nogenlunde svarer til den mængde, der er behov for i øjeblikket.
Offentligheden inviteres med i miljøvurderingen
Etablering af et nyt kildefelt og vandværk kan have påvirkning på miljø og natur i området. Derfor vælger vi at gennemføre en miljøvurdering af projektet. Første del af denne proces igangsættes nu med en 14 dages idéfase, hvor kunder i nærområdet får mulighed for at kommentere på projektet. Alle andre må dog ligeledes komme med input via Varde Kommunes hjemmeside.
Vi er glade for at komme i gang med miljøvurderingen, og vi ser frem til at gå i dialog med offentligheden om fremtidens drikkevandsforsyning af Varde og omegn. Miljøvurderingen forventes at tage et år. Først herefter kan projektet for alvor sættes i gang.