17-11-2020
Fund af drypsten under renovering af kloakledning
Vidste du godt, at robotter og strømper er en del af hverdagen ved renovering af kloakledninger?
Kæmpe drypsten er mere sjældent, men det fandt Aarsleff A/S i et af vores rør, da det skulle gøres klar til en strømpeforing.
Utætte ledninger
Rundt omkring i vores forsyningsområde har vi nogle meget gamle kloakledninger. De skal løbende udskiftes eller renoveres. I Varde havde vi en meget dybdeliggende ledning, som gik under Varde Å og dermed også under grundvandsspejlet. Der kom mere spildevand ud af røret, end der blev ført ind og det tydede på utætheder der lod grundvandet sive ind i kloakledningen. Grundvandet blev ført videre med spildevandet til Varde Renseanlæg og førte til en merudgift i renseprocessen og tog noget af anlægget kapacitet ved store regnskyl.
Fremtidssikring af kloakledninger
Det stod klart at der skulle gøres noget ved den utætte ledning, men da den lå problematisk, både meget dybt under grundvandsspejl og med Varde Å krydsende henover, skulle der kigges på metoder til at renovere uden opgravning. Aarsleff satte gang i en kamerarobotinspektion af ledningen, for at undersøge, om den var egnet til en strømpeforing. Under denne inspektion stødte robotten på en stor drypsten, som optog en stor del af kapaciteten i røret. Men når den blev fjernet, var ledningen klar til en strømpeforing.
Se mere i videoen
I nedenstående video kan du se billeder fra kamerarobottens tur gennem den gamle kloakledning, inklusiv kæmpe drypsten, men også hvordan ledningen ser ud nu, hvor den er blevet strømpeforet. Derudover har Aarsleff lavet en grafik af, hvordan en strømpeforing foregår. Det kan du ligeledes se i videoen.