Afdelingsleder til vores kundecenter
Vil du stå i spidsen for fremtidens kundeservice? Har du strategisk tæft, en stærk digital forståelse og evnen til at motivere et team til fortsat at levere topklasse kundeservice? Så er det dig, vi leder efter.
Hos DIN Forsyning er vi på en spændende rejse mod en endnu bedre kundeoplevelse – og vi har brug for dig til at lede vejen. Som afdelingsleder for vores kundecenter får du en nøglerolle i at sikre, at vores kunder altid oplever professionel og imødekommende service. Du bliver en del af en organisation, der sætter bæredygtighed, innovation og menneskelig indsigt i centrum.
Vi har netop lanceret en ny kundestrategi, der fokuserer på vores mange private kunder, som hver dag modtager vores ydelser og services. Vores nye afdelingsleder får derfor stor indflydelse på implementering og opfølgningen på netop denne strategi.
Stillingen indbefatter en plads i vores lederforum, hvor du sammen med organisationens øvrige ledere forankrer strategi og skaber maksimal værdi for medarbejdere og kunder i DIN Forsyning.
Om afdelingen
Kundecenteret i DIN Forsyning har som hovedopgave at sikre, at alle kundehenvendelser – både skriftlige og mundtlige – bliver håndteret professionelt og imødekommende. Målet er, at kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere føler sig godt behandlet.
Kundecenteret har også ansvaret for korrekt afregning og betalingsopfølgning og er i den forbindelse lige nu ved at implementere nyt D365-system, der skal understøtte både interne processer og kundernes behov.
Arbejdsopgaverne
Som en moderne forsyningsvirksomhed har vi et særligt ansvar. Vores unikke markedsposition giver os en særlig platform til at opbygge eller udbygge langvarige relationer baseret på tillid, vidensdeling og små partnerskaber. Det stiller store krav til os om at imødekomme og overgå kundernes forventninger – hver eneste dag. Den nye afdelingsleder for vores kundecenter arbejder derfor med en helhedsorienteret tilgang til kundeservice.
Primære arbejdsopgaver:
- Ledelse og koordinering af kundecenteret – sikre en effektiv og professionel kundeoplevelse ved at lede og udvikle teamet af kunderådgivere.
- Strategisk udvikling af kundeservice – bidrage til udvikling og implementering af strategiske tiltag, der forbedrer kundeservice og skaber forretningsmæssig vækst.
- Digitalisering og kundeinteraktion – drive udviklingen af den digitale kunderejse med fokus på interaktion, selvbetjening og effektive digitale løsninger.
- Effektiv ressourceallokering og driftsstyring – sikre optimal planlægning, prioritering og fordeling af opgaver baseret på virksomhedens mål og medarbejdernes kompetencer.
- Data- og performancestyring – rbejde med KPI’er og data for at optimere kundecenterets performance og minimere tab på debitorer.
- Tværgående samarbejde og kommunikation – Facilitere møder og sikre god kommunikation internt i kundecenteret og på tværs af organisationen.
Hvem er du?
Du er en kundeorienteret og strategisk tænkende leder, der evner at omsætte strategi til konkrete handlinger i kundeservice. Med en moderne og helhedsorienteret tilgang sikrer du som leder en professionel og effektiv kundeoplevelse, samtidig med at teamet udvikles og motiveres.
Du besidder en stærk forståelse for digitalisering og dataanvendelse, hvormed du bidrager til at drive den digitale kunderejse og optimerer performance gennem målrettet brug af KPI’er.
Med din inddragende og coachende ledelsesstil fastholder du et engageret team og et godt samarbejde på tværs af organisationen, hvor medarbejdertrivsel og kundetilfredshed går hånd i hånd med virksomhedens strategiske mål.
Vores afdelingsleder for kundecenteret har desuden:
- Erfaring med balancen mellem forretningsmæssige mål, medarbejdertrivsel og kundetilfredshed.
- Evnen til at tænke fremadrettet og kan omsætte strategi til konkrete handlinger i kundeservice
- Erfaring med digitalisering og kan drive en moderne kunderejse gennem teknologi
- Forståelse for vigtigheden af professionel kommunikation og service.
Hvem er vi?
DIN Forsyning er ét af Danmarks største multiforsyningsselskaber. Hver dag leverer vi varme og rent vand, og vi håndterer spildevand for tusindvis af kunder i Esbjerg og Varde kommuner. I Varde Kommune er det os, der står for affald og genbrug. Vores ydelser er tæt forbundne med vores natur og miljø. Det forpligter. Derfor arbejder vi målrettet med bæredygtighed og grøn omstilling i vores forretning. Det gør vi ved at udnytte ressourcerne mest muligt, minimere brug af fossile materialer og sikre en fleksibel forretning.
Hos os er det vigtigt, at vi alle involverer os og sætter vores viden i spil, især når vi kan se, at en opgave kan løses bedre, smartere eller med færre ressourcer. Vi ved, det kræver både ansvar og mod, men vi kan altid regne med, at gode kolleger står klar med en hjælpende hånd. Når vi lægger vores hjerner sammen og deler vores viden med hinanden, kan vi opnå meget mere i fællesskab, end vi kan hver for sig.
Vil du søge jobbet?
Send din ansøgning via formularen nedenfor hurtigst muligt, dog senest den 15. april 2025.
Første samtalerunde finder sted den 22. og 23. april 2025
Anden samtalerunde finder sted den 28. april 2025
Vi glæder os til at høre fra dig.