Selvbetjening

18-05-2022

Første skridt mod bæredygtig fjernvarme i Esbjerg

På havnen i Esbjerg er DIN Forsyning på vej til at sætte den første enhed i drift. Den 31. maj bliver den nye pumpe- og fordelercentralstartet op og begynder at sende fjernvarmevand ud til forbrugerne. Fordelercentralen er første enhed i en række af nye enheder, der tilsammen skal give borgerne i Esbjerg, Varde og Fanø bæredygtigt fjernvarme. Samtidig er skiftet et vigtigt led i at koble kulkraftvarmeværket fra fjernvarmen.

”Fordelercentralen er hjertet i fremtidens fjernvarme. Der løber rør mellem denne bygning og alle de andre varmeenheder. Modsat et hjertes to kamre har Fordelercentralen fire, så det kan pumpe forskellige temperaturer ud”, fortæller Kenneth Jørgensen, der er projektchef for byggeprojektet.

En af de helt store både økonomiske og miljømæssige omkostninger ved fjernvarmeproduktion er genopvarmningen af fjernvarmevandet. Tidligere har DIN Forsyning kun haft mulighed for én temperatur, og den blev sat så højt, at kunderne i Varde 20 km væk kunne få nok varme.

”Med fire forskellige rør kan fordelercentralen sende 90 grader varmt vand ud til kunderne i Varde. Det taber en del temperatur på vejen, men de får de 60 grader, vi garanter. Modsat kan vi nu nøjes med at varme vandet til de nærmeste esbjergensere op til 60 grader, fordi de er så tæt på, vandet ikke taber temperaturen. Dermed sparer vi både penge og CO2 på ikke at skulle varme millioner af liter fjernvarmevand op.”

Jo mindre vand, der skal varmes op til de 90 grader, jo billigere og mere bæredygtig bliver fjernvarmen som helhed. Derfor spiller fordelercentralen en afgørende rolle for hele transformationen mod en bæredygtig fjernvarme.

CO2-fri fjernvarme i 2030

Når den nye fordelercentral startes op, overtager den også ansvaret for trykket i nettet, som tidligere har ligget hos Ørsted og Esbjergværket. Dermed er processen med at koble kulkraftværket fra fjernvarmen i gang.

”Der er stadig et godt stykke vej til, at vi kan stå på egne ben, men at vi stille og roligt overtager nogle opgaver fra Esbjergværket, er vigtigt i vores proces mod CO2-fri fjernvarme i 2030. Sideløbende bygger vi stadig på de enheder, som skal producere den grønne fjernvarme, men vi skal nok blive klar til 1. april 2023, når Ørsted lukker Esbjergværket ned.” forsikrer Kenneth Jørgensen.

Estrupvej spærres i ét spor

For at kunne koble de nye rør fra fordelercentralen til ledningsnettet, skal Estrupvej graves op i det ene spor. Spærringen kommer til at ske fra 23. maj til 6. juli 2022.

Der bliver en omkørsel via Taurusvej, Gammelby Ringvej og Østre Havnevej, så trafikanter med retning fra byen og ud mod motorvejen kan passere, mens bilisterne ind mod byen skal køre via omkørslen.

”Sidste år gravede vi et stort stykke af Estrupvej op over begge vejbaner og gjorde alt parat. Den her gang graver vi et lille hul ned og svejser de nye og de gamle rør sammen. Dog kræves der noget sikkerhed for håndværkerne, så vi spærrer det ene spor”, fortæller Kenneth Jørgensen.

Tall ships presser tidsplanen

Den 7. juli afholdes der Tall Ships Races ved havnen i Esbjerg, hvor kommunen forventer mange tusinde besøgende, shuttlebusser og meget trafik. Derfor har DIN Forsyning garanteret, at vejarbejdet er færdigt inden, så der er fri passage i begge retninger.

”Vi ved godt, det er træls med vejarbejde og omkørsler, men vi graver aldrig uden grund – og den her gang glæder vi os virkelig til at idriftsætte fordelercentralen. Herefter kan vi koble de andre enheder på bagved fordelercentralen efterhånden som de bliver klar, så vi til næste år kan sige farvel til kul i Esbjerg”, slutter Kenneth Jørgensen.

Vent venligst...