24-08-2020
Grønt vand i regnvandsbassinet ved Nordskrænten i Esbjerg
Kloakdriften i DIN Forsyning undersøger på nuværende tidspunkt sammenhængen mellem regnvandskloakken og bassinet ved Nordskrænten i Esbjerg. Det sker ved hjælp af et grønt farvestof, hvilket har resulteret i, at vandet i regnvandsbassinet nu er grønt.
Det grønne farvestof er ikke farligt. Vi har siden 2017 anvendt farvestoffet til at finde brud på fjernvarmeledninger i jorden og i vores kunders private installationer.
Farven vil løbe fra bassinet ved Nordskrænten via Kvaglund Bæk ud i Kvaglund Sø og videre til Spangsbjerg Møllesø. Via Spangsbjerg Møllebæk vil det herefter løbe videre til Vognsbølparken, til Fourfeldt Bæk syd for Parkvej og i sidste ende blive udledt ved Esbjerg Strand på ydersiden mod de fire hvide mænd (Mennesket ved havet).
Det er uvist, hvor langt farvestoffet når, men som udgangspunkt vil stoffet være opløst i løbet af en til to dage.