18-12-2019
Innovativ spildevandsbehandling: Strøm fremfor kemikalier
DIN Forsyning og en række samarbejdspartnere tester en miljøvenlig teknologi - elektrokoagulering - i spildevandsbehandlingen på renseanlæg.
Potentialet i metoden bliver undersøgt i et udviklingsprojekt støttet af DANVA. Resultatet kan få betydning for den danske spildevandsbranche.
Når spildevand bliver behandlet på et renseanlæg, er adskillelsen af fosforen fra spildevand afgørende.
I dag tilsætter man ofte kemi (typisk jern eller aluminium) for at opnå en effektiv separation - som element i i behandlingen af spildevand, inden det renset kan ledes ud i vandmiljøet.
Desværre følger der med kemien bl.a. høj slamdannelse og arbejdsmiljømæssige risici.
Nu undersøger DIN Forsyning m.fl. et alternativ: Elektrokoagulering.
Metoden er velkendt fra industrien, men ikke brugt i spildevandsbranchen.
Ved elektrokoagulering frigives jern/aluminium fra elektroder og binder sig til fosforen, som når man på traditionel vis tilsætter kemikalier. Metoden rummer flere fordele, bl.a. en reduktion i medarbejderhåndtering af ætsende kemikalier.
Branchesamarbejde med støttemidler fra DANVA
DIN Forsyning tester elektrokoagulering i samarbejde med Grindsted Renseanlæg A/S, BlueKolding A/S, Teknologisk Institut, Aalborg Universitet og AL-2 Teknik A/S på en række renseanlæg.
Udviklingsprojektet, kaldet ELEKTROSEP, bliver støttet med 500.000 kr. fra Dansk Vand- og Spildevandsforening og er netop igangsat.
Forsøg på Rens Vest
I projektet vil metoden blive testet fire steder i løbet af første halvår 2020.
Hos DIN Forsyning foregår det på Renseanlæg Vest i Esbjerg. Her kommer elektrokoaguleringen forventelig til at virke via placering af ’metalblokke’ ved indløbet til primærtanken.
Første fase i projektet løber til efteråret 2020, hvor der samles op på erfaringer fra renseanlæg mm. Herefter afklares, om der er nok potentiale i metoden til at gå videre med en fase 2.
Følg med i nyt her på hjemmesiden.
Fakta:
Sådan fungerer elektrokoagulering
- Der passerer en strøm gennem spildevandet for at tilskynde faste stoffer til at klumpe sammen.
- Jern/aluminium frigives fra elektroder og binder sig til fosforen, som synker til bunden.
Udpluk af fordele/ ulemper ved elektrokoagulering vs. traditionel koagulering:
- Fordele:
- Lavere driftsomkostninger
- Lavere pH-påvirkning
- Mindre slamproduktion
- Reduktion i håndtering af ætsende kemikalier
- Ulemper:
- Opløsning og udskiftning af elektroder
- Svær styring af jerndosering, da øget spænding kan medføre konkurrerende reaktioner i stedet for øget jernfrigivelse