Selvbetjening

18-09-2017

Brandhaneeftersyn i Esbjerg og Varde kommuner

Sydvestjysk Brandvæsen udfører i perioden fra ca. den 2. oktober til ca. den 1. december 2017 hovedeftersyn af samtlige brandhaner i Esbjerg og Varde kommuner.

Eftersynet kan bevirke, at vandet i perioder kan være lettere misfarvet i det område, hvor eftersynet finder sted.

Eventuelt misfarvet vand ikke farligt
Misfarvet vand skyldes nogle løsrevne urenheder, der gør vandet uklart og brunt. Der er tale om jern- og manganpartikler fra aflejringer i ledningsnettet.
Vandet er ikke sundhedsskadeligt, men der kan forekomme afsmag og det anbefales derfor ikke at drikke vandet. Der kan endvidere ske tilstopning af filtre og i svære tilfælde brusehoveder.

Problemet afhjælpes ved at lade vandet løbe i 5 - 15 minutter. Hvis dette ikke hjælper, eller problemet gentager sig indenfor et døgn, skal du kontakte os.

Brunt vand i vaskemaskinen
Hvis vaskemaskinen uheldigvis har brugt det brune vand, kan tøjet blive brunligt og grumset. Dette afhjælpes således:

Det misfarvede tøj lægges i blød i vand, tilsat 1 dl citronsyre pr. 10 l.
Efter ½ time vrides tøjet og vaskes igennem i en varm sodaopløsning af 3 dl soda til 10 l vand.
Tøjet skylles og behandles som efter almindelig vask.

Vær opmærksom på, at syren i nogle tilfælde kan skade tøjets farver og angribe lynlåse og knapper af metal.
Det er vigtigt, at det brunfarvede tøj ikke tørres før behandlingen.

Vent venligst...