Selvbetjening

Separatkloakering i Ringen

I dag er kloakken i dit område en fælleskloak, hvor spildevand og regnvand løber i samme rør. Når vi er færdige med arbejdet, er kloakken i stedet blevet delt i to, så det gamle kloakrør er erstattet af to nye rør – et til spildevand og et til regnvand. Det er det, vi kalder separatkloakering.

Arbejdet med at separatkloakere i området omkring Ringen i Esbjerg vil foregå i perioden august 2025 til udgangen af 2026.

Vær opmærksom på, at du selv skal stå for kloaksepareringen på din egen grund. Det kan læse mere om i afsnittet længere nede på siden.

 

Tidsplan

Opstart: August 2025

Forventes afsluttet: Ved udgangen af 2026

Projektområde

Hvad skal jeg selv stå for og betale - og hvornår?

DIN Forsyning etablerer kloakrørene i vejen, og når vi kommer forbi dit hus, kobler vi spildevand på det eksisterende stik og afpropper regnvandsstikket.

Du skal etablere og betale separeringen på egen grund. Det kan du enten gøre ved at lægge en ledning eller grave faskiner ned. Uanset hvilken løsning, du vælger, skal den godkendes af en autoriseret kloakmester.

Selve omkoblingen skal også foretages af en autoriseret kloakmester. Kloakmesteren udarbejder i den forbindelse en færdigmelding, som han sender ind til Esbjerg Kommune. På den måde ved kommunen, at din ejendom nu er separatkloakeret.

Du kan læse mere om kommunens retningslinjer for afledning af regnvand her.

Har du allerede fået separeret, skal du blot sørge for at informere os om, at der er separeret, og hvor stikket ligger. Så kobler vi det nye regnvandsstik på dit stik.

Fotoregistrering og adgang på din grund

Når vi skal arbejde på din vej, kan vi ikke undgå, at det giver nogle rystelser fra de maskiner, vi bruger. Det kan et hus i normal stand godt holde til.

Men hvis du ved, at der er særlige udfordringer eller forhold vedrørende dit hus, der kan give problemer, når vi går i gang med arbejdet, skal vi vide det, så vi kan tage eventuelle forholdsregler. Så derfor er det vigtigt, at du:

  1. kontakter os på forhånd
  2. tager fotos af dit hus ude og inde for at kunne dokumentere eventuelle skader.

Vi foretager desuden en udvendig fotoregistrering af din ejendom. På den måde mindskes tvivlen om, hvorvidt arbejdet har været skyld i skader på din bygning. Fotoregisteringen skal dokumentere tilstanden af bygningen, før vi går i gang med anlægsarbejdet.

Derfor har vi brug for at komme ind på din grund. Hvis du ikke ønsker, at vi fotoregistrerer din ejendom, så kontakt projektleder Tommy Andersen hurtigst muligt.

Vurderes det senere, at anlægsarbejdet kan have været årsag til en eventuel skade, vil det blive en normal forsikringssag mellem projektets forsikring og din husforsikring.

Hvad er separatkloakering?

Ved separatkloakering adskiller vi regn- og spildevand.

Spildevandet fra toilettet, håndvasken og vaskemaskinen sendes til renseanlægget, mens regnvandet ledes tilbage til naturen.

Renseanlæggene fungerer bedst ved en rimelig konstant mængde af spildevand, hvilket vi kan sikre ved at lede regnvandet uden om renseanlægget. Ved at gøre det, kan vi desuden undgå overfyldte kloakker, oversvømmede kældre og overløb til naturen, når det regner meget

Du kan læse meget mere om kloakseparering her:

https://separat.dinforsyning.dk/

Hvordan påvirkes trafikken?

Der vil være nogle gener i forbindelse med DIN Forsynings kloakarbejde i form af afspærrede veje og omkørsler.

Der vil også være støj og støvgener, når der bliver gravet ud til ledninger. Forud for arbejdet vil du blive varslet om de gener, der kan opstå.

 

Hvordan påvirkes affaldsindsamlingen?

Vores vejafspærringer kan gøre, at skraldebilen ikke kan komme frem til dit hus. Hvis det er tilfældet, vil entreprenøren hjælpe med at stille spandene ud til det nærmeste opsamlingssted i den periode, gravearbejdet står på. Du skal selv hjælpe med at sætte spanden frem, så entreprenøren kan finde den.

Hvad er det helt præcist, I gør?

Det fortæller vi meget mere om i filmen her. 

Vent venligst...
loading