Selvbetjening

07-10-2025

KORN180 giver DIN Forsynings slidte arbejdstøj nyt liv

I DIN Forsyning har vi et stort forbrug af arbejdstøj. Hver dag tager mange af vores medarbejdere det karakteristiske orange arbejdstøj med reflekser på, før dagens opgaver kalder. Med tiden bliver tøjet slidt, men i stedet for at sende det til tekstilaffald, får tøjet nyt liv takket være KORN180 i Esbjerg.

KORN180 er en socialøkonomisk virksomhed og være- og værksted for unge mennesker, som blandt andet arbejder med genbrug og upcycling.

Her er de er gået kreativt til værks, og har omdannet arbejdstøjet til en kollektion af unikke tasker, hvor reflekser, lommer og seler har fået nye funktioner.

Vi er meget imponerede over, hvad der er kommet ud af arbejdstøjet, og taskerne sælger vi nu internt, så man som DIN Forsyning-medarbejder kan få fingrene i kollegaens brugte tøj – men nu i en helt ny forklædning. Med andre ord kan Bennys bukser nu blive til Torkilds taske.

Vi fortsætter samarbejdet med KORN180 og har nu en aftale om, at næste projekt går på at lave nogle unikke KORN-indkøbsnet af tøjet.

På billedet ses Helle Damm-Henrichsen, direktør i DIN Forsyning, sammen med Daniel Arvidsson (frivillig og ansat på socialt frikort ved KORN180), Ditte Nørup (stedfortræder KORN180) og Lena Olsson (frivillig sy-dame i KORN180). 

Vent venligst...