04-09-2023
Byggeriet af et nyt energilager er skudt i gang
I fredags var partnerne i et banebrydende projekt, der handler om lagring af energi, samlet i en lagerhal hos SEMCO på Esbjerg Havn. Anledningen var startskuddet til byggeriet af et anlæg, der bygges som et demonstrationsanlæg. Anlægget skal gemme grøn strøm fra vindmøller i smeltet hydroxidsalt – også kendt som afløbsrens, og projektet går under navnet Molten Salt Storage – MOSS.
Energilageret udvikles i et innovativt samarbejde mellem en række partnere i et projekt, der er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).
Partnerne i innovationsprojektet, der har fået titlen Molten Salt Storage – MOSS, er Alfa Laval Aalborg, KIRT X THOMSEN, SULZER, Seaborg, Aalborg Universitet, Energy Cluster Denmark, Hyme Energy og DIN Forsyning. Vi er med som sparringspartnere i projektet, da der er stort potentiale for sektorkobling og elektrificering, og vi har været med helt fra den spæde idéfase.
Energilageret er det første termiske energilager i MW-skala i verden. På sigt vil et kommercielt anlæg kunne opbevare grøn strøm i op til 700 grader smeltet hydroxidsalt i GWh-skala.
Teknologien vil spille en væsentlig rolle i energiomstillingen ved at gøre det muligt for industrien og forsyningsselskaber at erstatte fossile brændsler med grøn strøm til varme og dampproduktion. Varmeforbrug svarer til halvdelen af det globale energiforbrug og udgør 40 % af de globale CO2-udledninger. I forlængelse af arbejdet med demonstrationsanlægget i Esbjerg er det planen at kommercialisere løsningen i 2026.
På billedet foretager Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen, det første såkaldte steelcut og markerer dermed starten på byggeriet.
Projektet begyndte i 2022 og forventes afsluttet i 2024.
Illustrationen viser det færdige anlæg. Visualisering: Kirt X Thomsen