Selvbetjening

03-11-2021

Poul Pava fejrer 30. års jubilæum på vandværket i Ribe

I den kommende måned udstiller Poul Pava nogle af sine værker på Skinnermarkens Vandværk i Ribe. Udstillingen er i anledningen af, at det er 30 år siden Poul Pava havde sin første udstilling – også i Ribe.

Poul Pava er opvokset i Ribe, og boede kun et stenkast fra det område, hvor den nyeste tilbygning til vandværket blev bygget sidste år. Han har derfor leget på området, hvor der i dag er bygget rentvandstanke til vandværket.

- Siden jeg så det nye vandværk første gang, har jeg ofte tænkt, at det kunne være et perfekt sted at vise mine billeder. Nu da det er 30 år siden jeg afholdt min første udstilling spurgte jeg, om jeg kunne få lov at stille mine værker op. De var de heldigvis med på at fejre mit jubilæum i dette smukke vandværk - og agere en slags kunstmuseum for mig i denne forbindelse, fortæller Poul Pava.

Malerierne er alle opstillede i vandværkets vinduer, så de kan ses fra Nørremarksvej. Det var også en af grundende til vandproduktionschef Jørgen Stuber fra DIN Forsyning sagde ja til udstillingen.

- Da Poul Pava skrev til os, synes vi det var en sjov ide. På vores vandværk er der hygiejnezoner og generel stort fokus på renhed, så vi var lidt skeptiske. Men at malerierne står i de store facadevinduer, så de kunstinteresserede ikke skal ind på vandværket gjorde, at vi valgte at støtte op om jubilæet. Nu da de er sat op, ser det også rigtig flot ud.

Malerierne kan ses i vinduerne i hele november. Adressen er Nørremarksvej 49, 6760 Ribe.

Vent venligst...