Selvbetjening

08-04-2026

Svindlere udgiver sig for at være DIN Forsyning

Vi får i øjeblikket henvendelser fra både opmærksomme private kunder og erhvervskunder, der er blevet kontaktet af svindlere. De udgiver sig for at være DIN Forsyning på både mail, SMS og i telefonopkald, hvor de påstår, at modtager mangler at betale en regning.

Her kommer hjælp til at gennemskue, om det ér os eller derimod en svindler.

Sådan genkender du svindel

  • Mail: Modtager du en mail, så tjek den sidste del af mailadressen – den del, der kommer efter @. Er det fra os, vil mailen altid ende på @dinforsyning.dk og kan fx hedde kundecenter@dinforsyning.dk. Nedenfor kan du se et eksempel på en mail, som en af vores erhvervskunder har fået fra en svindler, der udgiver sig for at være fra DIN Forsyning. Her slutter mailadressen på @finanzen-payments.com.
     
  • SMS: Vi sender aldrig beskeder om manglende betaling ud på SMS. Så modtager du en SMS om, at du mangler at betale en regning hos DIN Forsyning, er det svindel.
     
  • Telefonopkald: Vores kundecenter kan godt ringe ud til kunder, der mangler at betale en regning. Her kan det være svært at gennemskue, hvorvidt der er tale om svindel. Er du det mindste i tvivl, så sig, at du ringer tilbage og ring på vores hovednummer 74 74 74 74. Du kan også altid bede om at få en mail vedrørende den manglende betaling. Og så kan du tjekke mailadressen.


Eksempel på svindelmail
Svindelmails kan se ud på mange måder. Dette er blot et eksempel:

Ring til os, hvis du er i tvivl
Er du det mindste i tvivl, er du altid velkommen til at ringe til os på vores hovednummer 74 74 74 74 for at tjekke, om en henvendelse fra os er god nok, eller om der er tale om svindel.

Send et tip om svindel
I appen ”Mit digitale selvforsvar” kan du give et tip, hvis du har modtaget en svindelmail eller SMS. På den måde hjælper vi alle hinanden med at stå stærkere mod svindel. Her kan du også se en oversigt over andre typer svindel i omløb.

Vent venligst...