01-04-2026
Vigtig driftinformation til alle vores fjernvarmekunder
I eftermiddag, onsdag den 1. april, bliver der byttet rundt på koldt og varmt vand i din vandhane. Det vil sandsynligvis vare et par timer og skyldes, at vi skal rense vores fjernvarmenet.
Lyder det helt skørt, så læs den tekniske forklaring her:
Det er vigtigt, at vi løbende vedligeholder ledningsnettet, så fjernvarmen fungerer optimalt. Derfor er vi nogle gange nødt til at rense rørene godt igennem, så vi kan mindske friktioner i rørene. Vi har digitale friktionsmålere på vores ledningsnet, og vi har fået flere alarmer nu, der viser, at det er tid til at gøre noget, så der sker så lille et varmetab i rørene som muligt.
Helt praktisk gør vi det, at vi bytter rundt på fremløb og returløb i ledningsnettet; dvs. det opvarmede og det afkølede fjernvarmevand. Vi skyller fremløbsrørene (dem til det opvarmede vand) igennem med afkølet fjernvarmevand, og returløbsrørene skal tilsvarende skylles med opvarmet vand. På den måde kan vi løsne eventuelle sedimenter i rørene, som jo sætter sig fast med tiden og kan skabe friktion og bl.a. medføre varmetab.
Vi skyller i eftermiddag, så hvis du står i badet og undrer dig over, at vandet ikke bliver varmt, skal du bare indstille hanen på koldt for at få dig et dejligt varmt bad. Det er heldigvis forbigående og en helt almindelig del af det løbende vedligehold, så vi kan levere en god og stabil varme til dig året rundt.
Du behøver ikke at være bekymret for, om dit fjernvarmeanlæg kan holde til det. Det er en kendt metode, som er testet på alle typer varmeanlæg. Metoden er i fagsprog kendt under den lidet mundrette betegnelse Ranslirpa. Og i morgen, den 2. april, er alt igen normalt.