Selvbetjening

Separatkloakering og udskiftning af vand- og varmerør i Vester Nebel

 

Vi er i gang med at forny kloakken og udskifte vand- og varmerørene i Vester Nebel.

Vi udskifter alle rør ad én omgang, så vi kun skal grave én gang og er til mindst mulig gene. 

Derudover skal der etableres træer og sideheller på flere veje. Den del står Esbjerg Kommune for. 

Vi går i gang med gravearbejdet på Ølufgårdsvej i uge 7. Hele projektet forventes at være færdigt ved udgangen af 2025.

 

Informationsmøde d. 5. marts

Vi holdt informationsmøde den 5. marts i Vester Nebel Forsamlingshus. Hvis du ikke havde mulighed for at delatage, kan du se den præsentation, vi havde med lige her:

PowerPoint præsentation fra informationsmøde.

Vær opmærksom på, at du selv skal stå for kloaksepareringen på din egen grund. Det kan læse mere om i afsnittet længere nede på siden.

 

Tidsplan

Opstart: Februar 2024

Forventes afsluttet: December 2025

Du kan se en mere detaljeret tidsplan på kortet (med forbehold for ændringer):

 

Projektområde

Hvad er det helt præcist, vi laver?

I Vester Nebel skal vi over de kommende to år udskifte både kloak-, vand- og varmerør.

 

Kloak

I dag er kloakken i dit område en fælleskloak, hvor spildevand og regnvand løber i samme rør. Når vi er færdige med arbejdet, er kloakken i stedet blevet delt i to, så det gamle kloakrør er erstattet af to nye rør – et til spildevand og et til regnvand. Det er det, vi kalder separatkloakering.

Du kan læse meget mere om kloakseparering her:

https://separat.dinforsyning.dk/

 

Vand

Vandledningerne skal fornyes i ca. halvdelen af byen. For at reducere generne for jer bliver det på de strækninger, hvor der også skal renoveres spildevandsledninger.

I forbindelse med vandledningsarbejdet kan der forekomme kortvarige aflukninger. Ved længerevarende aflukninger bliver der informeret via SMS.

 

Varme

Varmeledningsnettet skal fornyes i størstedelen af byen. De kunder, der vil blive berørt, vil ca. 14 dage inden arbejdet påbegyndes modtage et brev.

Inden vi renoverer stikledningen på din grund , vil du blive kontaktet af vores entreprenør for nærmere aftale af placering m.m.

I forbindelse med varmeledningsarbejdet kan der forekomme kortvarige aflukninger. Ved længerevarende aflukninger bliver der informeret via SMS.

 

Hvad skal jeg selv stå for og betale - og hvornår?

DIN Forsyning etablerer kloakrørene i vejen, og når vi kommer forbi dit hus, kobler vi spildevand på det eksisterende stik og afpropper regnvandsstikket.

Du skal etablere og betale separeringen på egen grund. Det kan du enten gøre ved at lægge en ledning eller grave faskiner ned. Uanset hvilken løsning, du vælger, skal den godkendes af en autoriseret kloakmester.

Selve omkoblingen skal også foretages af en autoriseret kloakmester. Kloakmesteren udarbejder i den forbindelse en færdigmelding, som han sender ind til Esbjerg Kommune. På den måde ved kommunen, at din ejendom nu er separatkloakeret.

Du kan læse mere om kommunens retningslinjer for afledning af regnvand her.

Har du allerede fået separeret, skal du blot sørge for at informere os om, at der er separeret, og hvor stikket ligger. Så kobler vi det nye regnvandsstik på dit stik.

 

Fotoregistrering og adgang på din grund

Din ejendom vil blive nabo til anlægsprojektet, og derfor kan den blive udsat for vibrationer og sætninger. Af samme grund vil vi gerne foretage en udvendig fotoregistrering af din ejendom. På den måde mindskes tvivlen om, hvorvidt arbejdet eventuelt har været skyld i skader. Fotoregisteringen skal dokumentere tilstanden af bygningen, før vi går i gang med arbejdet.

Vi har brug for at komme ind på din grund, så vi kan tage fotos af alle udvendige sider af ejendommen. Er du ikke indforstået med dette, så kontakt projektleder Kenneth Nybo Pedersen hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at du også selv laver en form for fotoregistrering af din ejendom og kontakter os, hvis der er større indvendige skader, som kan have betydning for, hvordan vi skal sikre ejendommen i forbindelse med arbejdet.

Vurderes det, at anlægsarbejdet kan være årsag til en eventuel skade, vil det blive en normal forsikringssag mellem projektets forsikring og din husforsikring.

Hvordan påvirkes trafikken?

Der vil være nogle gener i forbindelse med gravearbejdet i form af afspærrede veje og omkørsler.

Der vil også være støj og støvgener. Forud for arbejdet vil du blive varslet om de gener, der kan opstå.

 

Hvordan påvirkes affaldsindsamlingen?

Vores vejafspærringer kan betyde, at skraldebilen ikke kan kommen frem til dit hus. Hvis det er tilfældet, vil entreprenøren være behjælpelig med at stille spandene ud til det nærmeste opsamlingssted i den periode, gravearbejdet står på. Du skal selv hjælpe med at sætte spanden frem, så entreprenøren kan finde den.

Se film om separatkloakering

Det fortæller vi meget mere om i filmen her. 

Vent venligst...
loading