Selvbetjening

20-04-2026

Ny sortering på genbrugspladserne i Varde Kommune

Fra i dag udvider vi sorteringen på genbrugspladserne med en ny affaldstype: Keramisk glas. Tiltaget reducerer mængden af affald til deponi og sikrer samtidig, at flere materialer bliver genanvendt.
 
Den nye ordning er en del af DIN Forsynings løbende indsats for at forbedre affaldshåndteringen og sikre, at mest muligt bliver genanvendt. 
 
Flere typer glas får nyt liv
Keramisk glas dækker over en række hverdagsting, som tidligere ofte er endt som deponi.
 
– Keramisk glas er en affaldstype, som vi hidtil ikke har kunnet udnytte godt nok. Med den nye ordning kan vi både reducere mængden af affald til nedgravning og i stedet sende materialet videre til genanvendelse, fortæller driftsleder Jens Stræde Bondesen.
 
Hvad er keramisk glas?
Keramisk glas dækker blandt andet over:
  • Grydelåg og ildfaste fade af glas
  • Glastallerkener fra mikroovne
  • Glas fra kaffekander
  • Glaskolber
  • Spejle.
Særligt spejle har været en udfordring i affaldssorteringen, men med den nye ordning kan de nu genanvendes.
 
– Mange kunder har undret sig over, at spejle ikke har kunnet genanvendes. Det kan de nu, og det er både en miljømæssig og økonomisk gevinst, siger Jens Stræde Bondesen.
 
Det indsamlede glas bliver fremover genanvendt til såkaldt skumglas – et let og stærkt materiale, der blandt andet bruges til isolering og som fyld i bygge- og anlægsprojekter.
 
Det skal være nemt at sortere mest muligt
Med den nye ordning håber vi, at vores kunder vil tage godt imod muligheden for at sortere keramisk glas korrekt.
 
– Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt for vores kunder at gøre det rigtige. Og jo bedre vi  sorterer, desto mere kan vi genanvende, siger Jens Stræde Bondesen.
Vent venligst...