Selvbetjening

Kan du tilrettelægge en fleksibel fjernvarmeproduktion?


 

Vil du arbejde med produktion af fjernvarme? Er du analytisk til fingerspidserne, og kan du med et køligt overblik sortere i komplekse informationer? Har du desuden erfaring med planlægning og driftsoptimering? Så er du måske vores nye produktionsplanlægger.

 

Hvad skal du lave?
DIN Forsyning leverer fjernvarme til cirka 25.000 fjernvarmekunder i Esbjerg og Varde samt en række andre større byer i de to kommuner.

Varmen kommer fra affaldsforbrændingen Energnist kombineret med produktion fra egne anlæg, som bl.a. omfatter verdens største CO2-baserede havvandsvarmepumpe, en elkedel og et flisværk. Desuden vil vi i fremtiden i høj grad benytte overskudsvarme fra industrien.

Det nye setup bliver en kombination af forskellige bæredygtige teknologier, som skal supplere hinanden, så vi hele tiden er i stand til at levere den mest bæredygtige fjernvarme.

Vi har brug for en produktionsplanlægger til at styre, planlægge og sikre, at det hele tiden er den mest bæredygtige løsning, der leverer fjernvarme til vores fjernvarmekunder. Sammensætningen af brændslerne skal leve op til vores overordnede strategi, som er sammensat af tre ambitioner for en bæredygtig fremtid – intet spild, fossilfri værdikæde og fleksibel forretning. Især intet spild bliver et afgørende pejlemærke for at sammensætte det rette brændselsmiks.

Mere konkret falder opgaverne i to dele. Den første del er en udviklingsfase, hvor du er med til at definere værktøjer for afdækning af brændsler (el, flis, naturgas m.fl.) i forhold til produktionen. I den anden fase står du for den daglige koordinering af det rigtige brændsels- og produktionsmiks. Du skal dagligt afveje forhold vedrørende produktionskapacitet, forbrug i fjernvarmenettet og brændsler og indmelde de elektriske anlæg på elmarkedet via en balanceansvarlig samt vurdere behovet for flis etc.

 

Hvem er du?
Du har:

  • Erfaring med planlægning og driftsoptimering. Du kan omsætte prognoser til et velfungerende samspil mellem flere produktionsenheder og indsamle data samt forstå anlæggets tekniske stand i det pågældende produktionsdøgn og omsætte det til en optimal produktionsplan.
  • Kendskab til energimarkedet (el, flis, naturgas mv.)
  • Kendskab til projektledelse, opfølgning, koordinering med andre interessenter – både internt i DIN Forsyning og eksterne samarbejdspartnere.
  • Kendskab og forståelse for procesanlæg, f.eks. med baggrund i kraftværk, offshore-produktion, fjernvarmeanlæg eller lignende.

Som menneske har du en struktureret og analytisk tilgang til hverdagen og det tekniske anlæg. Du er robust, kan arbejde selvstændigt og stoler på dine egne beslutninger. Og så er du en holdspiller. Du bliver en del af et hold, hvor alle kompetencer tæller for at kunne drive Danmarks mest innovative varmeforsyningsanlæg.

 

Ansøgning
Du kan søge stillingen ved at udfylde formularen nedenfor. Sidste frist er den 17. september 2024.

 

Vil du vide mere?
Du kan læse mere om stillingen under yderligere information i højre side eller kontakte Varmeproduktionschef, Mads Timmermand på 29 12 37 49.

 

Kom med på rejsen fra dygtige til bæredygtige
DIN Forsyning er ét af Danmarks største multiforsyningsselskaber. Hver dag leverer vi varme og rent vand, og vi håndterer spildevand for tusindvis af kunder i Esbjerg og Varde kommuner. I Varde Kommune er det os, der står for affald og genbrug.

Tidligere var vores øverste mål sikker drift. Nu sikrer vi en stabil drift samtidig med, at vi omstiller vores forretning til at bidrage til et bæredygtigt samfund.

Rejsen er lige er begyndt, og den kræver et stærkt hold af medarbejdere, der brænder for at arbejde for en mere bæredygtig verden.

Ansøg om jobbet her

Erfaring:

Uddannelse:

Præferencer: