Selvbetjening

17-01-2017

Genbrugspladsen øger kontrol med virksomheder

Vi vil gerne have virksomheder og deres affald på genbrugspladsen. Indenfor de sidste har vi lavet tiltag, som etableringen af den ubemandede genbrugsplads i Ølgod og udvidelsen af åbningstiderne i Varde, og derigennem øget vores service overfor virksomhederne.

Desværre møder vi oftere og oftere virksomheder, der ikke har tilmeldt sig, men som alligevel kører ind på pladserne og afleverer affald.

Genbrugspladsen er en forretning
Vi ser vores genbrugspladser som en almindelig forretning, hvor god service er i fokus, men hvor man også betaler for en ydelse. Hvis man forlader en forretning med en vare uden at betale for den, så bliver man med udgangspunkt politianmeldt.

Hvis man afleverer affald, som vi behandler og bortskaffer på miljøforsvarlig vis, så får man også en service, og den skal man betale for. Vi ønsker ikke at politianmelde nogle, så personalet vil som udgangspunkt afvise virksomheder, der ikke betaler.

Det er ikke sjovt for personalet
DIN Forsyning uddanner nu en del af deres personale til at kunne foretage kontrol af virksomhederne.

Det er ikke rart for vores servicemedarbejdere at skulle konfrontere en håndværker og bede ham køre igen. Derfor uddanner vi nu en del af vores personale til at kunne foretage kontrol af virksomhederne.

Vi håber at vi med dialog kan få virksomhederne til at forstå, at hvis de vil benytte genbrugspladsen, skal de tilmelde sig via dinforsyning.dk/erhverv

For virksomheder er det frivilligt
At virksomheder skal betale for deres adgang til genbrugspladsen er styret efter national lovgivning, og beløbet en virksomhed betaler er afhængig af branchekoden.

Som lovgivningen er tænkt, så skal virksomheder betale for det affald virksomheder kommer med, og private skal betale for det, de kommer med. For private hedder det genbrugspladsgebyret og det dækker over adgang til genbrugspladsen, miljøstationer og for genbrugsspanden.

Private kan ikke vælge det fra, men det kan virksomheder, da de aktivt skal melde sig til vores genbrugspladser eller andre affaldsordninger. Hvis virksomhederne vil benytte genbrugspladserne, skal de også betale til ordningen – ligesom de private gør.

Vent venligst...