Selvbetjening

Ny affaldsordning på vej i 2024

Et samarbejde mellem DIN Forsyning, sommerhusgrundejerforeningerne og Varde Kommune har resulteret i, at Plan og Teknik-udvalget i september 2019 godkendte et forslag til den kommende affaldssortering. Forslaget kom i forlængelse af regeringens klimapolitik, der igen er en forlængelse af et EU-direktiv. Det er derfor hele EU, der i øjeblikket arbejder med affaldssortering. I Danmark skal der indsamles ti forskellige affaldstyper - også i sommerhusområderne.

De ti affaldstyper

Illustration med de ti affaldstyper, der skal indsamles

  • Restaffald
  • Madaffald
  • Papir
  • Pap
  • Metal
  • Glas
  • Plast
  • Farligt affald
  • Mad- og drikkekartoner
  • Tekstilaffald

Sommerhuse ender med to todelte skraldespande

I sommerhusområderne er der lige nu én skraldespand ved sommerhuset, og alle genanvendelige affaldstyper skal tages med til miljøstationerne.

I fremtiden skal sommerhuse også frasortere madaffald fra restaffald, lige som de skal sortere otte andre typer affald. Her beholder vi dog miljøstationerne, for at mindske antallet af skraldespande.

En undersøgelse af restaffaldet i sommerhusområderne har vist, at der fx næsten ingen pap og papir er i restaffaldet – og så vil det være omkostningstungt at sætte en papirspand ud til alle sommerhuse. Derfor får sommerhuse et setup, som er meget lig det i helårshuse, men uden papirspanden.

Pap, papir og tekstiler skal derfor fragtes til en miljøstation, mens metal, glas, plast og drikkevarekartoner kommer i en genbrugsspand ved sommerhuset. 

Illustration af skraldespande i sommerhusområder

Skraldespanden bliver tømt lige som nu, alt efter hvilken ordning, den er tilmeldt. Genbrugsspanden bliver tømt hver tredje uge. Sommerhuse får også en miljøkasse til farligt affald, men den skal ombyttes på nærmeste genbrugsplads.

I sommerhusområderne har vi en kontrakt om tømning af én alm. skraldespand, og den kontrakt skal overholdes. Tidsplanen er derfor rykket for sommerhusområderne, så her kommer først nye skraldespande i 2024.

Øget service og øget pris

Indsamling af affald er en ordning, hvor alle betaler for at skraldebilen kører ruten, og   som forsyningsselskab må vi ikke tjene penge på det. Det meste af affaldsindsamlingen foregår dog på almindelige konkurrencevilkår, hvor private virksomheder byder ind på opgaver hos os – og de private virksomheder vil selvfølgelig tjene penge på deres arbejde.

Langt størstedelen af affaldsgebyret går til løn til skraldemændene og til afbetaling på skraldebiler og skraldespande. Når vi øger serviceniveauet og kommer med en skraldespand mere, vil prisen også stige for den enkelte kunde. I sommerhusområderne har vi i samarbejde med grundejerforeningerne lavet en model, hvor vi holder udgifterne nede ved ikke at stille en pap- og papirspand ud og ved ikke at have farligt affald og tekstilaffald som henteordning hos sommerhusene. På nuværende tidspunkt er priserne for 2024 ikke klar, så hvor stor stigningen bliver, er endnu ukendt.

Uagtet prisen kan den hurtigt ændre sig, da vi forsøger at sælge de affaldstyper, vi samler ind. Når hele EU begynder at sortere, vil der være rigtig meget genanvendeligt affald på markedet og prisen vil være lav. Vi håber, at mange flere virksomheder begynder at bruge genanvendelige affaldstyper til deres produktion, så vi på længere sigt ikke skal betale for at komme af med affaldet.

Vent venligst...
loading