Vi har udstyret og erfaringen
Nu ved vi jo godt, at det ikke er størrelsen, det kommer an på – meeen vores er altså rigtig stor. Bænken er over otte meter lang og 3 meter høj. Den vejer omkring 5,5 tons og kan tage 14 ens målere på samme tid. Bænken er indkøbt i 2017 og blev godkendt i 2018.
Vores referenceudstyr (vægt, lodder, referencemålere og termometre) bliver løbende kontrolleret af nationale referencelaboratorier, og dermed sikres det, at vores måleresultater er sporbare til internationale måleenheder.
Erfaring siden 90erne
Det er vores målerafdeling, der står for målerlaboratoriet. De har arbejdet med renovering og kalibrering af vand- og varmemålere siden starten af 1990’erne, dengang de var en del af Esbjerg Kommune og senere Esbjerg Forsyning. Vi har besluttet at prioritere vores målerlaboratorium højt og derfor vil vi også løbende tilpasse vores nuværende udstyr, så DIN Forsyning fortsat er en langtidssikker samarbejdspartner.
Målerafdelingen har samtidig ansvaret for vores egne 60.000 vand- og varmemålere og kender derfor også til de praktiske udfordringer med målerskifte, kundetvister mv.
Har du lyst til at komme forbi og se vores målerlaboratorium, er du meget velkommen. Giv os et kald på 74 74 74 74 og få en snak om målere og kalibrering.