Selvbetjening

22-08-2016

Alle 7. klasser kommer på besøg

I de kommende fem uger skal alle 7. klasserne i Varde Kommune deltage i undervisningsforløbet ”Vandets vej”. Her skal de blandt andet besøge Lerpøtvej Vandværk, lave en hands-on øvelse, hvor de selv skal konstruere vandets vej, og afsluttende skal eleverne på besøg på Varde Renseanlæg.

Undervisningsforløbet er obligatorisk og er en del af ”Vi i naturskolen”, som er et koncept udviklet i samarbejde med Varde Kommune, der har fokus på historie, natur og naturvidenskab.

Lerpøtvej Vandværk
Eleverne starter på Lerpøtvej Vandværk, hvor de via en rundtur på værket får en introduktion til vandets kredsløb. Her hører de om kalktilføjelse, iltningstrappen og brugen af filtre. Med andre ord får de her indblik i, hvad der sker med vandet fra det bliver pumpet op og til det ender i vores vandhaner.

Hands-on øvelse
Efter besøget på vandværket skal eleverne selv prøve kræfter med at konstruere vandets vej med vand- og kloakrør – fra vandværk til renseanlæg. Eleverne bliver her inddelt i fire funktioner (geologer, rørlæggere, VVS’ere og kloakmestre).

Varde Renseanlæg
Sidste stop er renseanlægget, hvor eleverne via en rundvisning får indblik i de sidste faser af vandets kredsløb. Fire timer er herefter gået, og klasserne kan igen vende næserne hjemad – forhåbentlig med en større viden om vores drikkevand.

Vent venligst...