08-01-2020

Træer til glæde for både klima og miljø

Hos DIN Forsyning fik vi i går besøg af Esbjerg Naturplejeforening i forbindelse med ”Plant-træ-projektet”. Projektet har til formål at gøre Esbjerg grønnere, hvilket vi hos DIN Forsyning bakker op om, da vi selv sætter fokus på en mere bæredygtig udvikling til glæde for både klima og miljø. De nye træer skal derfor ikke blot være en fryd for øjet, men træerne bliver indtænkt i en større plan om at reducere vores fodaftryk på naturen.

Fra jord til bord
Esbjerg Naturplejeforening har fået en donation på 70.000 kr. til at købe og plante træer for. I samarbejde med Esbjerg Planteskole planter foreningen derfor træer forskellige steder i Esbjerg med det formål at bidrage til en grønnere kommune. Hovedkontoret i Kjersing er i den forbindelse blevet tre frugttræer rigere, og Esbjerg Vandværk har ligeledes fået et træ, som vi ser frem til at se vokse og bære frugter. Udover at pynte de pågældende grønne arealer indgår træerne i en større plan om at ændre på den måde, vi producerer og forbruger vores varer og ressourcer på. Frugten skal derfor bruges i madlavningen i kantinen.

Midler til fordel for natur, miljø og klima
Under titlen ”Grønt Guld” uddeler Velux Fonden i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening midler til aktive over 60, der vil gøre en indsats for naturen, miljøet og klimaet. Esbjerg Naturplejeforening søgte puljen om midler til at plante træer i kommunen og fik bevilget 70.000 kr. DIN Forsyning er én af de heldige modtagere af en såkaldt trægave til en værdi af 7000 kr., og vi siger mange tak for den fine gave.

Del siden:
Vent venligst...