23-04-2019

De sidste esbjergensere skal fjernaflæses

I Ribe og Bramming blev DIN Forsyning sidste år færdig med at skifte alle vandmålere til en model, der automatisk sender data til DIN Forsyning. Samtidig har de sidste kunder fået skiftet målere i Varde Kommune. Nu er DIN Forsyning begyndt på målerne i Esbjerg.

- I Esbjerg har vi tre forskellige løsninger, hvor den ene er, at kunderne selv indsender deres målerstand, fortæller Keld Jensen, der er målerteknisk chef hos DIN Forsyning. Han ser gerne, der kun er én løsning; fjernaflæsning.

Keld Jensen har de sidste fem år arbejdet på at få alle 65.000 målere gjort fjernaflæst, så DIN Forsyning hele tiden får data hjem.
 

Skraldebilsmodellen er død

For mange år siden blev nogle målere aflæst af en antenne på skraldebilerne, men ordningen var ustabil, og ofte manglede der data, når skraldebilen havde været rundt i byen. Derfor blev der etableret et system, hvor målerne sender data gennem hinanden, til de får kontakt til en central antenne.

- Nu skal vi have udvidet og fremtidssikret vores netværk i Esbjerg, så de sidste målere også bliver fjernaflæst. Derfor går vi nu i gang med at sætte nogle antenner op, og efterfølgende skal omkring 1.400 kunder have skiftet deres måler til en model, der kan kommunikere med netværket.

Keld Jensen vurderer, at de sidste målere bliver skiftet i løbet af 2020. Når de sidste er skiftet, vil DIN Forsyning nok have Danmarks uofficielle største fjernaflæste forsyningsområde. Ikke fordi det i sig selv er målet, men fordi data hjælper til at drive en mere effektiv forsyning.
 

Data skal give overblik

Fjernaflæsning er fremtiden, når det kommer til en målerpark som DIN Forsynings. Det er Keld Jensen ikke i tvivl om.

- Med fjernaflæsning får DIN Forsyning overblik over forsyningsområdet og værdifulde data om vores ledningsnet, så vi kan målrette vedligeholdelsen. Boligselskaber kan også få stillet deres egen data til rådighed og bruge det til optimering af bygninger og få bedre drift af vand og varmeanlæg.

- Rent administrativt betyder det, at vi slipper for at administrere de årlige selvaflæsninger og aflæsninger ved flytning med de rykkere og fejlaflæsninger, det giver med sig.

Målet er at få data hjem fra 98 % af alle målere på daglig basis.

Del siden:
Vent venligst...