28-01-2019

Varde Kommune skal have nye skraldemænd

Fra 1. september bliver det et nyt selskab, der skal indsamle affald og genbrug i Varde Kommune. Efter syv år med RenoNorden bag rattet bliver det firmaet Marius Pedersen A/S, der skal tømme de godt 30.000 skraldespande og 20.000 genbrugsspande.

Valget af Marius Pedersen A/S er truffet efter endt EU-udbudsrunde. Der var tre tilbudsgivere, og Marius Pedersen A/S gav det bedste tilbud. Firmaet har vundet opgaven for en 4-årig periode med mulighed for forlængelse på op til 3 år.

- Affaldshåndtering er en vigtig del af vores kunders hverdag, og derfor er et tæt samarbejde rigtig vigtigt. Vi har været rigtig glade for samarbejdet med RenoNorden og deres skraldemænd. Marius Pedersen A/S er et velrenommeret firma med en lang historie og gode referencer fra andre kommuner, ligesom vi kender dem fra tømning af containere på genbrugspladserne - så de bliver helt sikkert en værdig efterfølger, udtaler Anders Linde, der er bestyrelsesformand for DIN Forsyning.

Indsamling af madaffald er stor opgave

Den kommenende renovatør har specielt én stor opgave i 2019, som Anders Linde ser frem til.

- Det næste lille års tid kommer til at gå med at planlægge indsamling af madaffald. Byrådet skulle sidste år tage nogle beslutninger, så vi blandt andet kunne gennemføre udbud på renovatør. Nu kender vi firmaet og kan sætte os ned og snakke mere konkret, og det glæder jeg mig til, fortæller Anders Linde.

Hos Marius Pedersen ser man meget frem til opgaven.

Marius Pedersen A/S ser frem til igen at skulle servicere borgerne i Varde Kommune med indsamling af dagrenovation. Samarbejdet med Varde Kommune er dog ikke nyt for Marius Pedersen A/S, idet de gennem mange år har serviceret kommunens genbrugspladser.

- Vi kender Varde Kommunes indstilling til, at der skal ydes en god service overfor borgerne, og det ser vi frem til i samarbejdet, udtaler regionschef Anders Nygaard, Marius Pedersen A/S.

Marius Pedersen A/S indsætter nye, moderne indsamlingsbiler på opgaven, der opfylder de nyeste krav til miljøvenlig drift.

Forventet prisstigning

DIN Forsyning har i forbindelse med udbuddet fået mindre prisstigninger på tømningerne svarende til ca. 8 procent. Det var dog forventet, da den nye ordning kræver nye skraldebiler.

- Når der skal indsamles madaffald, bliver det med to-kammer-skraldebiler, som vi kender fra genbrugs-skraldebilerne. De skraldebiler er dyrere i drift, og derfor forventede vi en prisstigning. Det er prisen for at indføre en ny ordning, fortæller Anders Linde.

Del siden:
Vent venligst...