06-11-2018

Glædeligt gensyn med vores adoptionsklasse

Som en del af projektet ”Virksomheder adopterer skoleklasser” adopterede Skoletjenesten i DIN Forsyning sidste år 1.d fra Vitaskolen i Esbjerg. I dag var eleverne, som nu går i 2. klasse, atter på visit i vores lokaler på Ulvsundvej. 

Udover at få genopfrisket hvem DIN Forsyning er, og hvordan man opfører sig, når man er på besøg/arbejder hos DIN Forsyning, skulle eleverne løse forskellige opgaver inden for primært matematik og dansk. De skulle blandt andet tælle trappetrin og vinduer og finde navneord. Målebåndet blev da også hevet frem, når radiussen skulle udregnes. 

Vi siger tak for en hyggelig formiddag og ser frem til at se klassen igen til foråret.

Baggrund:
”Virksomheder adopterer skoleklasser” er mødet mellem social ansvarlighed og den åbne skole. Projektet går i korte træk ud på, at virksomheder – både private og offentlige – indleder et længerevarende samarbejde med en skoleklasse. Partnerskabet påbegyndes som udgangspunkt i 1. klasse, så virksomheden følger eleverne gennem hele deres skolegang til og med 9. klasse. Udover at give eleverne kendskab til både uddannelses- og erhvervsmuligheder – og de forhold og vilkår, der er knyttet til uddannelse, beskæftigelse og arbejdsmarked – er der også mulighed for et samarbejde mellem virksomhed og elever om innovation og produktudvikling. RelationsNetværket er initiativtagerne bag projektet, og som forum for både private og offentlige virksomheder ønsker de blandt andet at fremme lokal social ansvarlighed.

Del siden:
Vent venligst...