29-10-2018

555 elever i Varde Kommune er blevet genbrugseksperter

I ugerne 38-41 havde vores 5 genbrugspladser besøg af 27 fjerde klasser. Målet var, at eleverne skulle blive klogere på nogle af vores fraktioner, lære at sortere affald rigtigt og forstå, at affald er en ressource.

Eleverne kom med interesse, begejstring og særligt hands on-øvelsen, som ses ovenfor, hvor de skulle skille og sortere elektronisk legetøj, skabte stort engagement hos alle. Her havde de en række værktøj at vælge imellem, og når udfordringen blev for stor for skruetrækkerne, fandt de hammeren frem. Særligt babylegetøjet gav ikke så let op og var ved at tvinge nogle elever i knæ. Men når hammeren kom i sving, var eleverne ikke til at stoppe.

Som afslutning på dagen, kom vores dygtige servicemedarbejdere forbi og tjekkede elevernes sortering. Alle klasser havde gjort et godt og grundigt arbejde, og nogle var også meget interesserede i at høre om hverdagen på en genbrugsplads.  

Som bevis på at de nu var genbrugseksperter, fik eleverne et genbrugskørekort og blev opfordret til at hjælpe deres forældre med at blive lige så dygtige som dem selv.

 

Del siden:
Vent venligst...