Spar på vandet i Varde

I går sendte vi en en sms med driftsforstyrrelse til alle vores vandforbrugere i Varde og opland. Trykket på vandet i hanerne er lavt på grund af de for årstiden høje temperaturer. Det ser dog ikke ud til, at trykket kommer tilbage i nærmeste fremtid.

- Sand fra de filtre, der renser vandet, er kommet ind i systemet. Det sidder og blokerer nogle rør eller dyser et eller andet sted, fortæller Claus A. Nielsen, der er teknisk chef hos DIN Forsyning.

Vi kan se, at der bruges mere vand på varme dage. Med udsigten til det gode vejr i de kommende dage, opfordre vi til, at kunderne ikke bruger vand unødigt.

Reparation vil lukke værket
-
Vandværket kører for nuværende på maksimal kapacitet for at sikre vand ude hos kunderne. Vi kan allerede nu se, at vi næsten ikke kan følge med. For at finde og udbedre fejlen, skal vi lukke vandværket delvist ned og pille vitale dele fra hinanden. Vi ved ikke, om det vil tage uger eller måneder at reparere, fortæller Claus A. Nielsen, og understreger, at vi hen over Kristi Himmelfartsferien har valgt at prioritere vand i hanerne frem for tryk.

Kunderne skal spare på vandet
For at sikre vand i hanerne har vi sænket trykket på nettet. Dermed bruges der lidt mindre vand, men det er ikke nok. Hvis Varde skal have nok vand, så har vandværket brug for hjælp.

- Vores vandkunder skal den næste tid forsøge at undgå at bruge unødigt vand. De skal ikke lade vandet løbe unødigt, ikke vaske bil derhjemme, ikke vande haven og ikke tage lange bade.

Vi er simpelthen bange for ikke at kunne levere vand til de forbrugere, der virkelig har brug for det. Det kan fx være landmænd, der ikke kan opretholde dyrevelfærden.

Midlertidige løsninger på vej
I øjeblikket pumper Klinting Vandværk vand til Vardes nordlige del, men dét vandværk kan ikke levere vand nok til hele Varde.

- I aftes fik vi koblet om, så nogle af vores forbrugere får vand fra Klinting Vandværk. Det er en kæmpe hjælp til, at vi kan sikre vand i hanerne. Det er bare ikke nok til, at vi kan lukke Lerpøt Vandværk ned og finde fejlen.

Derfor arbejder vi på to mulige løsninger. En vandledning fra vandnettet i Esbjerg og et mobilt vandværk.

- Der findes mobile vandværker på markedet, der kommer i en container, som placeres ved siden af vandværket. Det er en større operation at koble det til, men hvis det kan give os vand nok til, at vi kan lukke en del af vandværket ned, kan vi finde fejlen.

Det kan også ende med at blive en kombination af flere løsninger. Lige nu arbejder vi på at sikre vand i hanerne, og når vi har nogle konkrete handleplaner, tager vi en snak med Varde Kommune, som er myndighed på området, siger Claus A. Nielsen.

Gode råd til at undgå unødigt vandforbrug

Tag brusebad i stedet for karbad.
Et karbad bruger nemt 200 liter vand, mens du kun bruger ca. 35 liter med et brusebad.

Lad være med at vande din græsplæne.
Den kan sagtens klare sig uden vanding.

Vand blomster med regnvand.
Saml regnvand fra taget i en regnvandstønde – så kan du bruge det til at vande med, i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne. Husk et låg, så vandet ikke fordamper.

Brug en vandkande når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker – så bruger du kun 20 liter vand i stedet for 200.

Vask bilen med vand i en spand
Ved bilvask i indkørslen kan du nemt bruge 100 liter rent drikkevand til at vaske bilen med. Skal forruden vaskes for snavs, så hæld sæbevand i en spand og brug en børste i stedet for haveslangen. Her kan du med fordel også bruge regnvand, da der ikke er kalk i vandet.

Børnene må undvære soppebassinet
Du bruger hurtigt 100 liter vand på at fylde børnenes soppebassin. Det er hyggeligt for børnene, men må karakteriseres som unødigt vandforbrug.

Del siden:
Vent venligst...