Selvbetjening

28-09-2016

Invasive arter skal i småt brændbart

Det er skønt at komme ud i naturen, og specielt på denne årstid er der mange flotte blomster. Nogle af blomsterne skader bare naturen mere end man tror. Disse såkaldte invasive planter spreder sig og udkonkurrerer de planter og dyr, der er naturligt hjemmehørende i Danmark. Derfor har Miljøministeriet udarbejdet en liste over arter, der anses for væsentlige invasive planter og dyr i Danmark og dermed uønskede.

I Varde Kommune er der også invasive planter, og den mest kendte er nok rynket rose – eller hybenbuske, som vi normalt kalder dem. Her er målet dog ikke udryddelse, men derimod at begrænse dem til et acceptabelt niveau.

 

Planterne skal i småt brændbart
Når Naturstyrelsen og andre offentlige instanser skriver om bekæmpelse af invasive arter, er det ofte med budskabet om, at de skal afleveres på genbrugspladsen. På genbrugspladserne i Varde Kommune skal kunder dog være opmærksomme på, at disse planter skal afleveres i containeren med småt brændbart.

Vores haveaffald bliver ca. en gang om måneden kørt igennem en snitter og de store stykker haveaffald bliver solgt til et varmeværk – men de mindste stykker bliver kørt på landbrugsjord som jordforbedring.

Det dur derfor ikke, at vi alle sammen bekæmper invasive planter, afleverer dem på genbrugspladsen, for at vi så spreder dem ud i naturen igen.

Som kunde skal du derfor smide invasive planter, planterester og rødder, i småt brændbart, hvor de bliver brændt på affaldsforbrændingen i Esbjerg.

 

Læs mere om invasive arter og bekæmpelse heraf på dinforsyning.dk/invasivearter

Vent venligst...