Selvbetjening

31-05-2017

Spangsbjerg Vandværk lukkes ned

En af hjørnestenene i Esbjergs vandforsyning bliver nu lukket ned. Spangsbjerg Vandværk har pumpet det sidste vand ud på ledningsnettet – erstattet af det nye Esbjerg Vandværk.

Spangsbjerg havde fremtidens vandværk
Spangsbjerg Vandværk har igennem de sidste 45 år været en af de vigtigste vandværker i Esbjerg. Da Esbjerg by voksende i 1960erne voksede også kravet om mere og bedre drikkevand. Her blev Spangsbjerg sammen med Vognsbøl Vandværk udset til at blive nøglen til at kunne klare fremtidens krav.

- I 1970 skulle Esbjerg akut bruge mere vand, men vandforsyningen fik kun lov at øge produktionen, hvis kravene i Dansk Standard blev overholdt. Derfor var Spangsbjerg et af de første vandværker, der fik den helt store tur og blev moderniseret fra top til tå, fortæller Jørgen Stuber, der i dag som Værkproduktionschef hos DIN Forsyning har ansvaret for vandværkerne i Esbjerg.

 

Erstattede forældede vandværker
Ombygningen betød et skifte i hele vandforsyningen, for det var også heromkring, der blev lavet et stort fælles ledningsnet, så hvert vandværk ikke havde sit eget lille forsyningsområde. Det moderniserede Spangsbjerg Vandværk erstattede dengang mange små vandværker og også de to store vandtårne i Esbjerg.

- Spangsbjerg var en del af starten på den måde, vi arbejder i min afdeling i dag. Vandværket var det første i Esbjerg, der fik regulerbare pumper og med dem også fjernovervågning. I 1984 var det også dette vandværk, der fik installeret et spritnyt overvågnings- og styreanlæg, der var forbundet med alle de andre vandværker i Esbjerg. Via det kunne man sidde på Ravnevej og fjernstyre hele vandforsyningen, fortæller Jørgen Stuber.

Fra at have en mand på hvert vandværk, havde man nu et fælles ansvar og et fælles overblik. Teknologien betød fx at hvor det tidligere tog en mand omkring en halv dag at skylle filtrene på et vandværk, kunne det klares automatisk med et tryk på en knap.

 

Bliver selv erstattet af nyt moderne vandværk
Vandværket har betydet rigtig meget for vandforsyningen i Esbjerg, men paradoksalt nok overgår det nu samme skæbne, som overgik mange vandværker på dets bekostning; det er blevet overhalet af teknologien.

- Vi kunne se, at det kunne ikke betale sig at modernisere Spangsbjerg Vandværk. Derfor byggede vi Esbjerg Vandværk, som er i en klasse for sig. I dag styrer vi ikke længere vandforsyningen fra arbejdsstationer på Ravnevej, men via Ipad og PCs. Vi har ikke brug for Spangsbjerg Vandværk mere, og derfor lukker vi det ned – det gør lidt ondt, for det er et kapitel af historien om Esbjergs drikkevand, der nu sluttes.

 

DIN forsyning har ikke længere brug for grunden og bygningerne på Slåenvej i Gjesing, så der vil i den kommende tid blive kikket på, hvordan grunden evt. kan bruges fremadrettet.

Vent venligst...