Selvbetjening

10-05-2017

DIN Forsyning sparer 17 mio. kr. på to år

 

Da de to forsyningsselskaber i Varde og Esbjerg fusionerede i 2015, var der et klart krav fra de to ejerkommuner: Når der er gået fem år, skal det nye forsyningsselskab DIN Forsyning effektivisere for 17 mio. kr. årligt. Det mål har vi nu nået, blot to år efter at fusionen blev en realitet.

Besparelserne har vi opnået via forskellige tiltag og ændringer, da der har været et naturligt behov for at strømline organisationen. En stor del af besparelserne har vi hentet ved at nedlægge 21 stillinger – mange af dem ved naturlig afgang. To tredjedele af de sparede omkostninger skyldes reduktion i lønomkostninger. Derudover er der reduceret i antallet af IT-systemer. Endeligt gør vores indkøbsafdeling en stor indsats for at lave gode aftaler på tværs af de to kommuner. Aftalerne gør, at vi samlet set kan opnå store besparelser ved fælles indkøb. Alle tiltag gavner i sidste ende vores kunder, som jo er dem, der betaler via taksterne.

Fortsat fokus på effektiviseringer
Selvom målet om besparelsen på 17 mio. kr. allerede nu er nået, betyder det dog ikke, at vi vil hvile på laurbærrene i de kommende år. Vi har stadig en forpligtelse over for vores kunder til at drive vores virksomhed på den mest omkostningseffektive måde. Vi vil derfor fortsat have fokus på, hvordan vi kan levere ydelser inden for vand, spildevand, varme og affald på den bedste måde. Med andre ord vil vi blive ved med at arbejde på, hvordan vi kan skabe størst mulig værdi for vores kunder.

Ved udgangen af 2017 bliver den fulde fusion af alle selskaber under DIN Forsyning gennemført. Det betyder bl.a., at der i stedet for tre bestyrelser fremadrettet kun er én bestyrelse i spidsen for forsyningsselskabet. Samtidig bliver der i endnu højere grad mulighed for at udnytte synergier på tværs af kommunegrænsen.

Vent venligst...