Selvbetjening

20-01-2017

Byråd skal tage endelig stilling til fuld fusion

I den kommende tid skal de to byråd i Esbjerg og Varde tage endelig stilling til, om selskaberne i DIN Forsyning skal fusionere fuldt. Det vil blandt andet betyde ensretning af priserne på vand, varme og spildevand samt et fortsat fokus på forsyningssikkerhed og de lavest mulige priser. Selskaberne i DIN Forsyning er i dag underopdelt i en række Varde- og Esbjerg-selskaber, og byrådene skal nu tage stilling til en sammenlægning af disse selskaber. 

Ens priser på vand, varme og spildevand
En fuld fusion vil betyde, at DIN Forsyning i endnu højere grad kan udnytte synergier på tværs af kommunegrænserne i forhold til transport og behandling af spildevand og levering af drikkevand og fjernvarme. Det vil også gøre mange ting nemmere rent administrativt. Eksempelvis vil priserne på vand, varme og spildevand blive ensrettet for vores kunder i Varde og Esbjerg Kommune.

I praksis ligger priserne i dag tæt op ad hinanden, så du kommer ikke til at mærke den store forskel som kunde hos os. Vi vil stadig have fokus på at sikre de lavest mulige priser, og der, hvor der kan være lidt større forskelle i priserne, vil vi sørge for en gradvis tilpasning over en længere periode.

Kunden i centrum
I forbindelse med behandlingen af forslaget om fuld fusion er der blandt andet udarbejdet en fælles ejerstrategi for DIN Forsyning. I forbindelse med udarbejdelsen var der ingen tvivl om, at to ejerkommuner har fælles mål for forsyningsvirksomheden, nemlig at vi i DIN Forsyning skal sætte kunderne i centrum i alt, hvad vi foretager sig. Det skal eksempelvis ske ved at have et stort fokus på forsyningssikkerheden og er helt i tråd med vores vision om at skabe størst mulig værdi for vores kunder.

Én bestyrelse frem for tre
Godkendes den endelige fusion af de to byråd, vil den blive gennemført på en generalforsamling ved udgangen af 2017 med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 2017. Ensretning af priserne vil ske fra 1. januar 2018. 

Esbjerg Byråd skal tage stilling til fuld fusion d. 30. januar, mens Varde Byråd skal træffe beslutning d. 7. februar. 

Der er på nuværende tidspunkt ti selskaber under DIN Forsyning, og de ledes af i alt tre bestyrelser. En fuld fusion vil reducere antallet af selskaber, og desuden skal virksomheden ledes af én bestyrelse i stedet for tre.
 

Vent venligst...