Selvbetjening

19-01-2017

Børnehaveklasseelever lærer om fjernvarme

Skoletjenesten i DIN Forsyning har netop afsluttet undervisningsforløbet ”Varme om vinteren” målrettet 0. klasserne i Varde Kommune. Temaet var fjernvarme, og her blev eleverne i ni børnehaveklasser klogere på fjernvarmens kredsløb, og hvordan vi udnytter varmen bedst muligt.

Det kan være en udfordring at forklare fjernvarme for børn i 0. klasse, og der skal af og til gribes til alternative forklaringer. Ikke desto mindre gennemførte eleverne blandt andet et isoleringsforsøg og blev introduceret til infrarødkameraet og dets funktioner.

Lærer at passe på miljøet
65% af de danske husstande får i dag fjernvarme, og alt tyder på, at det tal ikke bliver mindre i fremtiden. Sammenlignet med andre løsninger er fjernvarme nemlig et plus for miljøet. Skoletjenesten i DIN Forsyning arbejder målrettet på, at børn og unge bliver ambassadører for en bæredygtig livsstil derhjemme, men også i samfundet generelt. Derfor er fjernvarme et vigtigt emne at få på skoleskemaet.

Undervisningsforløbet ”Varme om vinteren” er som en del af Vi i Naturskolen et tværfagligt samarbejde mellem Vardemuseerne, NaturKulturVarde og DIN Forsyning. Hver udbyder har tilrettelagt indhold under overskriften ”Varme om vinteren”, og formålet er at give børnene indblik i vinterens store udfordring for mennesker og dyr: At holde på varmen.

Vent venligst...