Selvbetjening

20-04-2016

Endnu en supermiljøstation klar til brug

Supermiljøstationen i Årre har været længe under vejs, men nu står den klar til brug. Placeringen endte med at blive ved Rønneallé på venstre side af Kvist Industries. Dermed kan beboerne nu komme af med 12 affaldstyper som fx sparepærer og porcelæn uden at skulle køre til genbrugspladsen i Vrenderup.


Lokalt involvering
I Årre er placeringen fundet i samarbejde med Årre Borgerforening, som har været en aktiv medspiller gennem hele forløbet. Deres medlemmer har blandt andet kommenteret på forskellige placeringsforslag og været medarrangør af et borgermøde. Vi må virkelig rose foreningen for deres engagement.

Vi har erfaret, at det er vigtigt med lokal involvering. Det giver mere ejerskab og bedre sortering, når brugerne af supermiljøstationen selv finder placeringen forståelig og hensigtsmæssigt.

 

Stor interesse udefra
Vores mantra har i mange år været, at det skal være let for kunden at sortere. Det gælder både med den todelte genbrugsspand, renoveringen af genbrugspladser og etableringen af miljøstationer og supermiljøstationer. Ved at gøre det let, øger vi chancen for at kunderne faktisk får afleveret affaldet til genbrug. Nu kan vi se, at 15 % af alle genbrugsmaterialer fra husholdninger er indsamlet fra en miljøstation.

Siden den første Supermiljøstation blev indviet i Alslev i august 2011 har der været stor interesse fra andre kommuner. Omkring 20 kommuner og forsyningsselskaber har besøgt en supermiljøstation og hørt om både den tekniske del og om de tanker, som ligger bag hele affaldsområdet i Varde Kommune.

Vi er rigtig stolte af interessen fra de andre kommuner. Vi kan se, at vores tanker spreder sig, og kommunerne i højere grad tænker kundeservice ind i beslutningerne.


16 ud af 18 på plads
Med Årre er der nu etableret 16 supermiljøstationer. De to sidste kommer i Outrup og Starup. I Outrup mangler stadig den helt rigtige placering, mens Starup får en supermiljøstation i forbindelse med den nye brugs. Begge forventes færdige i 2016.
 

Vent venligst...