Selvbetjening

26-10-2017

Spildevandet samles i Skovlund

Gemt bag høje grantræer bliver der i disse dage investeret ca. 7 mio. kr. i Skovlund. Renseanlægget skal have en ny efterklaringstank, og den bliver stor. Hele 3 mio. liter kan den rumme, når den kommer i drift i løbet af vinteren.

Skovlund er knudepunkt
- Skovlund Renseanlæg er sammen med Varde Renseanlæg rygraden i den store strukturplan for spildevandet i Varde Kommune, som vi har arbejdet efter de sidste 7 - 8 år, fortæller vores projektchef Henrik Blicher.

Skovlund har modtaget spildevand fra Ølgod, Ansager, Tistrup og Skovlund i mange år, men senest er Starup kommet på i forbindelse med, at byen blev separatkloakeret. Nu er det planen, at Agerbæk også skal på, og længere ude i fremtiden måske også Næsbjerg og Nordenskov. Det er mange liter spildevand, og derfor skal renseanlægget være klar til at modtage de øgede mængder.

Separate rør mindsker udvidelse
Fordi der bliver separatkloakeret, så regnvandet ikke kommer med til renseanlægget, kan Skovlund Renseanlæg stadig følge med og dermed erstatte de små renseanlæg. Havde vi ikke separatkloakeret byerne, skulle pengene i stedet bruges på at renovere de små renseanlæg. Og så måtte vi se bort fra stordriftsfordelene.

- Planen er, at vi med den nuværende strukturplan skal ende med kun at have to store renseanlæg i kommunen. Det er både billigere og lettere at styre, fortæller Niels Peter Uhre, der har tilsyn med Skovlund Renseanlæg.

- Her i Skovlund havde vi to mindre efterklaringstanke, hvor betonen var ved at være udtjent. Derfor har vi fjernet dem, og vi får én stor tank, som gør det lettere at styre processen med at rense spildevandet.

 

Tanken er 31,5 meter i diameter og ender med at blive 4,2 meter dyb. Tanken er lavet ekstra stor, så vi er klar, hvis der skulle komme ny industri i området. I tanken foregår den sidste del af den biologiske rensning. Efterklaringstanken er sidste opholdssted for spildevandet, inden det er renset og sendes ud i naturen igen.

 

Klik på billederne for at forstørre dem.

Vent venligst...