Selvbetjening

05-03-2015

Varde og Esbjerg Forsyninger er nu fusioneret

Esbjerg Forsyning A/S og Varde Forsyningsservice A/S er d. 2. marts 2015 fusioneret og har stiftet et fælles serviceselskab ved navn Din Forsyning A/S.
Erik Buhl Nielsen er valgt som bestyrelsesformand for det nye selskab.


Fra Nymindegab i nord til Ribe i syd. Og Blåvand i vest til Gørding i Øst.
DIN Forsyning A/S dækker et stort geografisk område og bliver et af landets største forsyningsselskaber med 165.000 forbrugere.

Fusionen betyder samtidig et farvel til Esbjerg Forsyning og Varde Forsyning.
Sammenlægningen af de to forsyninger berører de administrative og driftsmæssige ydelser. Det betyder, at nok er navn, logo og telefonnummer nyt, men opgaverne uændrede. Kunderne vil ikke opleve de store ændringer i dagligdagen i forhold til deres hidtidige kundeforhold.


- DIN Forsyning A/S vil fortsat være garant for, at vore kunder serviceres med rent drikkevand, stabil fjernvarme og sikker håndtering af spildevand i Esbjerg og Varde kommuner og i Varde Kommune en miljøvenlig affaldshåndtering, siger Erik Buhl Nielsen, bestyrelsesformand for DIN Forsyning A/S og fortsætter:

- Sammen står vi stærkere overfor de opgaver, der skal løses i fremtiden. Det gælder eksempelvis i forhold til udvikling af miljørigtige løsninger til fordelagtige priser.

 

Fusionsproces indledt i foråret’14

I maj 2014 blev processen med at forberede en fusion af Varde Forsyningsservice A/S og Esbjerg Forsyning A/S igangsat i Esbjerg Kommune og Varde Kommune. Byrådene i de to kommuner har på møder i december 2014 godkendt den påtænkte fusion, der indebærer stiftelse af et fælles serviceselskab.
Ifølge en økonomisk analyse forventes fusionen at medføre en samlet årlig besparelse på 17,1 mio. kr. DIN Forsyning A/S vil være ejet af de to kommuners Holding-selskaber.
 

Kunden i fokus
I den daglige håndtering af drikkevand, fjernvarme, spildevand og affald står især en ting centralt hos DIN Forsyning A/S: kunden.

- Vi vil fokusere på at skabe resultater til gavn og glæde for vores kunder. Vi vil holde en kurs, som sikrer, at vi kan konkurrere på markedsvilkår og vil være i stand til fortsat at tilbyde attraktive priser til vore kunder, siger Jesper Frost Rasmussen, adm. direktør i DIN Forsyning A/S.

Vent venligst...