Selvbetjening

29-04-2015

Flot nominering af vores ”Afkølings-GIS”

Geodataprisen er netop uddelt for første gang ved en kåringsfest i Ingeniørforeningens Hus på Kalvebod Brygge i København. DIN Forsynings case ’FORBRUGERNE FÅR HJÆLP TIL AT SPARE PÅ VARMEN’ var blandt de 6 nominerede til juryprisen blandt 80 kandidater. Claus A. Nielsen og Lars Aaboe Kristensen deltog i arrangementet og præsenterede vores case.

Prisen vandt vi ikke, men alligevel kan vi sagtens være stolte over at slippe gennem juryens nåleøje og blive nomineret. Det er et skulderklap til alle, der har arbejdet på ’Afkøling’ gennem årene. Her er det både varme, kundeservice, IT og GIS som har trukket et stort læs, ingen nævn ingen glemt.

Nomineringen var også lidt af en overraskelse for os. Vi vidste ikke, at vi var kandidater og ville nok også have gættet på, at nomineringerne gik til de nyudviklede, teknologitunge og interaktive produkter.

Afkølings-GIS er en gammel ven fra Esbjerg Forsyning. Den har ca. 10 år på bagen og viser på en simpel måde afkølingen af fjernvarmevandet. Det fortæller boligejeren, om hans varmeanlæg udnytter fjernvarmen effektivt. Er den dårlig, dvs. en lav afkøling, er det spild af energi og penge, hvilket er skidt for os alle, fordi vi brænder energi  af - og dermed udleder CO2 - til ingen verdens nytte.

Årsagen til, at vores løsning blev udvalgt og fremhævet var, at den på en simpel måde giver både vore kunder, samarbejdende vvs-installatører og os selv et hurtigt intuitivt overblik over, hvor er der mulighed for forbedringer. Den appellerer til det naturlige konkurrence-gen vi har; ’hvis naboen kan, så kan jeg også’.

Det er en målsætning at vi i DIN Forsyning udnytter de store tekniske kompetencer på GIS-området til at lave værktøjer, der understøtter hele virksomhedens behov for at kommunikere og interagere ”i øjenhøjde” med vore samarbejdspartnere, hvad enten det er kunder, leverandører og myndigheder.

Så lad os glæde os denne nominering og sætte en ambition om at vi også i fællesskab som DIN Forsyning kan gøre os fortjent til en nominering og gerne vinde prisen, uanset hvilket fagligt felt vi opererer i.

*****************************************
FAKTA

Geoforum er det danske forum for geografisk information. Det er en bredt sammensat interessebaseret forening med medlemmer fra både offentlige og private virksomheder. Geoforum har eksisteret siden 1. januar 2001, hvor foreningen blev dannet ved en sammenlægning af

  • Dansk Kartografisk Selskab (DKS)

  • Dansk Selskab for Fotogrammetri og Landmåling (DSFL) og

  • Dansk Akademi for Stedbestemt Information (DAiSI)
     

Geoforum har i dag en medlemskreds som består af omkring:

  • 250 virksomheder og organisationer fra både den offentlige og den private sektor

  • 350 personlige medlemmer


Geoforum udgiver et medlemsblad, der hedder "geoforum.dk" 10 gange om året og et tidsskrift, "Geoforum Perspektiv", 2 gange om året.


Geodataprisen blev indstiftet på Kortdage 2014, fordi der i Geoforum er et klart ønske om at være med til at få de mange gode idéer i branchen frem i lyset og give dem et skub i retning af realisering.

Nomineringen blev foretaget af en professionel og ret ’tung’ jury, bestående af:

  • Pernille Kræmmergaard (formand), digital vismand og professor på ITU

  • Lars Frelle, direktør i Digitaliseringsstyrelsen

  • Peter Brodersen, iværksætter

  • Niels Vinther, næstformand i Gymnasielærerforeningens bestyrelse

  • Michel Van der Linden, teknisk direktør i Kalundborg Kommune og formand for Kommunal Teknisk Chefforenings udvalg for digitalforvaltning.


BrugStedet.dk er en samling af idéer og konkrete eksempler på, hvordan geodata kan bruges i praksis. BrugStedet.dk er for alle med interesse for geodata, uanset om du søger inspiration eller gerne vil dele din idé eller løsning med andre. Det er redaktionen bag BrugStedet.dk, der i samarbejde med bestyrelsen i Geoforum står bag Geodataprisen

Vent venligst...