Selvbetjening

31-10-2017

For meget elektronik i vores affald

Det går fremad med at få afleveret brugte batterier til genbrug i Varde Kommune. Mange kunder sorterer batterierne fra til genbrug i stedet for smide dem i skraldespanden.

Det ser værre ud med elektronik. Her kan vi se, at der kommer meget elektronik i skraldespanden. Der er altså stadig plads til forbedring.

 

Vi har gjort det nemt

Vi har faktisk forsøgt at gøre det nemt for dig som kunde at komme af med dit elektronik.

Er det stort, som din støvsuger eller tv, kan du aflevere det på vores fem genbrugspladser.

Er det småt, som stavblenderen eller mobilen, kan det afleveres på genbrugspladserne, men også i supermiljøstationerne og i en klar pose på låget af skraldespanden. Så tager skraldemanden dem med, når han tømmer.

 

Kampagne i november

I vores tilfredshedsundersøgelse på genbrugspladsen spurgte vi ind til, om du som kunde kendte til vores ordning med poser på låget af skraldespanden. Mange kendte til, at de kunne lægge batterier i en pose, men ikke at der er samme mulighed for elektronik. Derfor kører vi i november en kampagne, for at gøre opmærksom på det. Vi har blandt andet fået lavet en biografspot, vi har fået budskabet på siden af skraldebilerne der henter genbrug og du vil møde budskabet på kommunens elektroniske byportaler. Se mere på siden her.

Formålet med kampagnen er at flere begynder at sortere elektronik fra deres almindelig affald.

 

Aflevering sikrer genbrug

Når du har afleveret dit elektronik, bliver det kørt til specielle behandlingsanlæg, hvor elektronikken bliver skilt ad.

Mange af materialerne i elektronik kan genbruges. Det indeholder en lang række metaller, som kan omsmeltes og bruges i nye elektronikprodukter. Ud over dette indeholder elektronik også plastik – og ofte også glas – som også kan genbruges.

Desværre er der også dele af elektronik, som ikke kan genbruge. Disse dele må man behandle specielt, fordi de kan skade naturen og os selv. Eksempler på sådanne dele er billedrør, batterier og printplader.

Hvis du kommer dit elektronik i skraldespanden, ender det med at blive brændt. Dette bidrager til udledningen af CO2, og der kommer flere tungmetaller med ud i røgen på forbrændingsanlægget end normalt. Samtidig kan man ikke genbruge de værdifulde materialer.

Vent venligst...