Selvbetjening

12-11-2015

Arbejdsmiljøindsats udløser certificering

Hos DIN Forsyning arbejder vi systematisk med miljøforhold, og det har nu båret frugt.

For nylig er vores miljø- og arbejdsmiljøledelsessystemer blevet målt op imod bedste praksis med succesrigt resultat. Hele DIN Forsyning er således blevet certificeret efter standarderne: Arbejdsmiljøledelsessystem OHSAS 18001 og Miljøledelsessystem ISO14001.

Blåstemplingen har hidtil ’kun’ været gældende for det tidligere Esbjerg Forsyning. Efter forårets fusion med Varde Forsyning og dannelsen af DIN Forsyning A/S har den eksterne auditor Bureau Veritas denne gang i deres 3-årlige besøg også krydstjekket miljø- og arbejdsmiljø-systemer dækkende selskabets Varde-del.

Bureau Veritas har i deres konklusion bl.a. uddelt skulderklap til DIN Forsynings medarbejderne for at være dygtige, erfarne og have godt styr på miljø- og arbejdsmiljøledelsessystemerne. Også den måde vi håndterer arbejdspladsvurderinger og foretager sikkerhedsrunderinger og arbejdsinstruktioner høster anerkendelse.

ISO- og OHSAS-certificeringerne udgør et velkendt ledelsesværktøj, som benyttes af virksomheder og organisationer verden over. For at blive certificeret kræver det, at man gør en særlig aktiv indsats for miljøet og arbejdsmiljøet.

Vi har ud over certifikater også modtaget en grøn krone-smiley af Arbejdstilsynet som led i arbejdsmiljø-certificeringen.

For kunderne repræsenterer certificeringerne i den forbindelse en garanti for, at vi hos DIN Forsyning lever op til de høje krav certificeringen kræver. For os er det afgørende at kunne sikre stabil og miljørigtig forsyning af fjernvarme, godt drikkevand samt sikker afledning af spildevand og håndtering af affald.

Vent venligst...