Varde har igen vand i hanerne

Tirsdag aften havde en flange revet sig løs fra afgangsrøret på vandværket på Lerpøtvej, hvilket betød meget vand på gulvet og derfor et nødvendigt stop for udpumpningen. Der blev hurtigt udsendt sms-varsel til alle kunder og iværksat pumpning af vandet fra gulvet. Fik du ikke en sms fra os, kan du tilmelde dig vores sms-ordning her.

Tak til alle de kunder, der flittigt delte vores sms på de sociale medier. I hektiske situationer er det rart, når vores personale kan koncentrere sig om at udbedre skaden og ikke skal snakke med kunder på vagttelefonen.

Vi har haft otte mand på arbejde hele aftenen, og fejlen blev udbedret så hurtigt, som det var muligt. Så snart det blev muligt, iførte en medarbejder sig vaders og fik skiftet flangen.

Billedet viser rentvandspumperne oversvømmet med vand, efter vi var begyndt at pumpe vand væk fra gulvet. Det havde stået til over pumperne, og derfor kunne de ikke køre. Det sprutter fra den ene pumpe, fordi vi prøvede at starte den op på det tidspunkt, billedet blev taget.

 

Kort efter kl. 23.00 var der pumpet så meget vand væk fra gulvet, at den første rentvandspumpe kunne startes, og ved midnatstid var vandtrykket igen bygget op, så hele området havde vand.

Det er altid træls at mangle vand, og det hører heldigvis til sjældenhederne, at hele vandværket må stoppes. Nattens arbejde vil nu blive evalueret, så vi kan lære og gøre det endnu bedre.

 

Områderne nord for Varde blev forsynet fra Klinting og havde derfor vand igen før de andre områder.

Del siden:
Vent venligst...