Kend din vandmåler

Der findes mange forskellige vandmålere. Vi forsøger at indkøbe vandmålerne, så de dels passer til den enkelte kunde og dels passer ind i vores samlede målerpark. Med tiden kommer der dog forskellige typer målere ind, men vi udskifter selvfølgelig de ældste, efterhånden som de går i stykker.

Det er vigtigt, at du kender din måler og at du løbende følger med i dit forbrug. Skulle der komme en utæthed i din installation, kan det komme til at koste dig mange penge. Læs mere om, hvordan du kontrollere din måler nedenfor.

 

Tjek for utætheder

Det kan koste dig mange penge at have en utæthed i din vandinstallation, både i bebyggelsen og på jordledningen – altså den del af vandstikledningen, der ligger inden for matrikelskel. Derudover koster det penge i vandafgift samt vandafledningsafgift.

Hvis du har mistanke om en utæthed i dine vandinstallationer kan du følge nogle enkelte råd:

  • Luk alle haner i huset omhyggeligt
  • Kontroller at der ikke bruges vand, herunder at vaskemaskine, opvaskemaskine mm ikke er i brug
  • Kig på vandmåleren. Viseren eller hjulet må ikke flytte sig, hvis der ikke bruges vand.

Hvis hjulet eller viseren på din vandmåler bevæger sig, selvom du ikke bruger vand, er det tegn på, at der kan være en utæthed i din vandinstallation.

Har du mistanke om en utæthed i dine vandinstallationer eller på din grund indenfor skel, skal du kontakte et autoriseret VVS-firma.

Det er kun DIN Forsyning og autoriserede VVS-firmaer, som må lukke for stophanen til ejendommens forsyning.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du opdager en utæthed i vandinstallationerne, og undersøg om du har en rørskadeforsikring, der dækker omkostningerne til udbedring af skaden.

Hvis uheldet er sket, har du mulighed for at søge om refusion for vandafgift samt vandafledningsbidrag. Du finder ansøgningsskemaet nedenfor.

Hold øje med dit forbrug på vandmåleren

En person bruger i gennemsnit 118 l/dag i en almindelig husholdning. Det svarer til ca. 43 m3/år.

Hold øje med usædvanlige udsving. Sammenlign eventuelle forbrugsudsving med omstændigheder som vejr, gæster, ferie, varmt vandforbrug etc.

Fejl i dine installationer eller målerstop kan medføre et urealistisk forbrug. Vi har som vandværk ret og pligt til at beregne dit forbrug i den periode, hvor der har været problemer. Kun dokumentation, igennem dine regelmæssige aflæsninger, vil kunne ændre vurderingen/beregningen. Nedenfor er et aflæsningsskema, som du er velkommen til at benytte dig af.

Ved konstateret målerstop skal du omgående kontakte DIN Forsyning

Måleren skal vise rigtigt

Vi skifter mange målere, som af en eller anden grund er defekte. Den slags målerudskiftninger sker i langt de fleste tilfælde efter henvendelse fra kunden, der selv har set, at der er et eller andet galt med måleren.
 

Vi skifter også mange målere, som tilsyneladende ikke fejler noget. Det kan virke underligt, men årsagen til den slags målerudskiftninger kan være, at måleren er blevet udtaget til stikprøvekontrol. Lovgivningen kræver nemlig, at vi skal holde øje med idriftværende måleres nøjagtighed, og det gør vi ved at udtage stikprøver af idriftværende målere til driftskontrol.

Prøveresultaterne fra de testede målere bestemmer, om de øvrige målere i samme periode og af samme type fortsat kan forblive i drift i en årrække eller om samtlige målere skal skiftes.
Driftskontrol forestås af vores eget akkrediterede målerlaboratorium.

Brugermanualer

Nedenfor finder du brugermanualer til de oftest anvendte målere. Har du en måler, der ikke er på listen, er du velkommen til at kontakte vores målerafdeling for en forklaring på, hvordan du kan aflæse din måler.

MULTICAL 21

MULTICAL® 21 anvendes til forbrugsmåling af koldt og varmt vand i husstande og etageejendomme samt erhverv.

Flowmåling med ultralyd garanterer høj målenøjagtighed og lang levetid. Ultralydsmåling er baseret på løbetidsdifferensmetoden, og alle målinger, referencer, displayvisninger, beregninger samt datakommunikation styres af et avanceret, specialdesignet, elektronisk kredsløb. Der er således ingen bevægelige dele i måleren, hvorfor MULTICAL® 21 er modstandsdygtig over for slitage og urenheder i vandet.

MULTICAL 41

MULTICAL 41 var den nye generation af koldtvandsmålere baseret på elektronisk måling i 2006. Måleren er udviklet til forbrugsmåling i parcelhuse, etageejendomme og let industri og typegodkendt i henhold til OIML R 49. Måleren er pålidelighed og lang levetid, når det handler om måling af brugsvand – og så er den hurtig og let at installere.

MULTICAL 62

MULTICAL® 62 er en ultralydsflowmåler, der anvendes til måling af koldtvandsforbrug og varmtvandsforbrug i erhverv, industri og boliger.

Ultralydsmåleren er uden mekaniske dele, hvormed måleren ikke påvirkes af slitage. Målerens levetid forlænges dermed markant, og selv ved lave flow bibeholder måleren sin høje målenøjagtighed i hele målerens levetid.
 

Hydrus Ultralydsvandmåler

Hydrus Ultralydsvandmåler registrerer og udlæser præcis forbruget på alle områder inden for vandforsyning. Den lever op til de krav, vi sætter til moderne målere, herunder lang batterilevetid, robusthed og kommunikation med vores eksisterende data-setup.

Del siden:
Vent venligst...