Drikkevandskvalitet

Vand er et vigtigt levnedsmiddel, som vi gerne må drikke 1-2 liter af hver dag. Det er derfor vigtigt, at der er en god og omfattende kontrol med vandets kvalitet.

Vandet skal overholde grænser for indhold af naturlige stoffer og strenge krav for miljøfremmede stoffer og bakterier.

Vandet kontrolleres ved boringerne, på vandværkerne, i ledningsnettet og hos forbrugere. DIN Forsyning har valgt at kontrollere vandet mere og oftere end bekendtgørelsen kræver. 

Både Varde og Esbjerg Kommuner har som målsætning i deres Vandforsyningsplaner, at drikkevand fremstilles af uforurenet grundvand og behandles ved simpel vandbehandling.

Kvalitet og analysepolitik

Vi arbejder på at sikre vandets kvalitet bedst muligt. Det betyder, at vandets gang er risikovurderet hele vejen fra indvindingsområderne, til det leveres hos kunderne. Herunder er alle arbejdsgange, processer og procedurer gennemgået. Der hvor de største risici er fundet, er der etableret overvågning, så vandkvaliteten løbende styres og holdes på et højt niveau.

Varde Vandforsyning A/S har Dokumenteret DrikkevandsSikkerhed (DDS), mens Esbjerg Vand A/S er certificeret efter den internationale standard ISO 22000. Der arbejdes på, at Varde Vandforsyning A/S også certificeres efter samme standard.

Det er vores politik, at udtage væsentligt flere prøver til analyse end myndighederne kræver. Vi er opmærksomme på, at der er tale om stikprøver, således at ikke alt leveret vand bliver kontrolleret. Vi bestræber os imidlertid på, at prøverne bedst muligt repræsenterer drikkevandet i hele forsyningsområdet og over hele året.

Hvis analyseresultater ikke opfylder drikkevandskravene, meddeler analyselaboratoriet det straks til både kommunen og os, de nødvendige forholdsregler træffes, og der iværksættes intensiveret prøvetagning. Hvis kommunen (evt. efter at have konsulteret embedslægen) vurderer, at vandet kan udgøre en sundhedsrisiko, orienteres forbrugerne så hurtigt som muligt. Hvis det derimod vurderes, at vandet ikke udgør en risiko, orienteres de muligt berørte forbrugere ikke straks. Alle overskridelser af kravene omtales i den årlige annoncering af vandkvalitet.

Vandets hårdhed

Hårdheden af vandet er vigtig for korrekt sæbedossering og indstilling af f.eks. opvaskemaskiner. Hårdhed måles i enheden odH og er et tal for indhold af kalk eller rettere Calcium og Magnesium. Lav hårdhed kan forårsage korrosionsproblemer, hvorimod høj hårdhed medfører større sæbeforbrug samt kalkudfældninger, da kalk i vandet aflejres ved opvarmning og binder sæbe til sig.

På æsken med vaskepulver er angivet dosseringsvejledning – enten med talværdierne eller med betegnelser.

0 – 4 = Meget blødt vand
4 – 8 = Blødt vand
8 – 12 = Middelhårdt vand
18 – 24 = Hårdt vand
24 – 30 = Meget hårdt vand
Mere end 30 = Særdeles hårdt vand

I vores forsyningsområder er vandet blødt til middelhårdt.
I Bramming er hårdheden 7 - 10 odH
I Esbjerg er hårdheden 6 - 8 odH
I Ribe er hårdheden 9 - 10,5 odH
I Varde er hårdheden 6 - 8 odH
I Kvong er hårdheden 7 - 9 odH
I Lunde og Nr. Nebel er hårdheden 6 - 7 odH

Analyseresultater

Vandet kontrolleres ved boringerne, på vandværkerne, i ledningsnettet og hos forbrugere. Vi har valgt at kontrollere vandet mere og oftere end bekendtgørelsen kræver. Her præsenteres årets mest omfattende analyse fra hvert vandværk. Vi opdaterer filerne hvert år i april. Alle analyser fra boringer, vandværker og ledningsnet er tilgængelige på http://www.geus.dk Har du spørgsmål til prøverne, er du velkommen til at kontakte os.

Hvert år stiller vi også den nødvendige information om vandforsyningen og drikkevandets kvalitet til rådighed for forbrugerne. Den nyeste information kan du læse i denne nyhed.

 

Vandet leveres fra seks forsyningsområder:

Misfarvning af drikkevandet

I forbindelse med brud eller reparationer på ledningsnettet samt ved eftersyn af brandhaner, kan der løsrives nogle urenheder, der gør vandet uklart og brunt. Der er tale om jern- og manganpartikler fra aflejringer i ledningsnettet.

Vandet er ikke sundhedsskadeligt, men der kan forekomme afsmag og det anbefales derfor ikke at drikke vandet. Der kan endvidere ske tilstopning af filtre og i svære tilfælde brusehoveder.

Problemet afhjælpes ved at lade vandet løbe i 5 - 15 minutter. Hvis dette ikke hjælper, eller problemet gentager sig indenfor et døgn, skal du kontakte os.

Brunt vand i vaskemaskinen
Hvis vaskemaskinen uheldigvis har brugt det brune vand, kan tøjet blive brunligt og grumset. Dette afhjælpes således:

Det misfarvede tøj lægges i blød i vand, tilsat 1 dl citronsyre pr. 10 l.
Efter ½ time vrides tøjet og vaskes igennem i en varm sodaopløsning af 3 dl soda til 10 l vand.
Tøjet skylles og behandles som efter almindelig vask.

Vær opmærksom på, at syren i nogle tilfælde kan skade tøjets farver og angribe lynlåse og knapper af metal.
Det er vigtigt, at det brunfarvede tøj ikke tørres før behandlingen.

Del siden:
Vent venligst...